tirsdag den 20. september 2011

Den nye underklasse?

(Langt indlæg, men hæng på alligevel)



I sidste uge var jeg på besøg hos Vitus' mor (og Vitus), og det var vildt hyggeligt! Naturligvis snakkede vi om babyerne, men det fedeste var, at vi også snakkede om en hel masse andre ting, og det helt uden, at jeg var nødt til at sidde og tænke "argh, nu SKAL jeg sige noget, som ikke er om babyerne!!" - det kom helt af sig selv. Juhu! (Måske er jeg ved at få min hjerne igen? I så fald et velvalgt tidspunkt; lige omkring jobstart...)

Busturen derhen mindede mig dog om en meget dårlig oplevelse, jeg havde sidst, jeg var på besøg der. Og jeg vil gerne dele den med jer, ikke for at brokke mig (ok... måske også lidt derfor... men kun ca. 10% derfor!), men fordi oplevelsen underbygger en ubehagelig teori, jeg har!

Jeg stod med barnet i vognen, og skulle af bussen ved næste stoppested. Jeg stod op ved siden af vognen, som var parkeret inderst i mellemgangen, og bag den sad en midaldrende dame og en yngre mand på det brede klapsæde.


Da bussen nærmede sig stoppestedet, trak jeg klapvognen ud og begyndte at bakke mod udgangen. Faktisk er vores vogn en af de mindste på markedet, og derfor kunne jeg godt komme forbi dem, der sad på klapsædet, hvis de bare trak deres knæ til siden.


Den yngre mand rejste sig straks fra sædet, selvom det egentlig ikke var nødvendigt. Damen, derimod, som sad tættest på mig, kastede et blik på mig og vognen, strammede munden bistert sammen og rettede blikket ligeud, direkte forbi mig, mens hun ikke rokkede sig en tøddel.


"Undskyld?" sagde jeg, da jeg forsøgt at bakke mig selv og vognen forbi hendes ben. Ingenting skete der, hun så bare mere sur ud og kiggede lige ud. "Undskyld, vi skal af?" prøvede jeg igen. Ingen reaktion.


Da bussen svingede ind til stoppestedet, fik bussens bevægelse hendes paraply til at falde ned og lægge sig skråt ned mellem mine vognhjul, og jeg sad nu fuldstændig fast. "Hey, din paraply!!" prøvede jeg til damen med det stadig stive blik og lige bag efter "Hov, jeg skal aaaaf!!" til buschaufføren, der så småt var begyndt at blinke ud fra busstoppestedet igen.

Til sidst tog den unge mand fat i klapsædet, og nærmest vippede damen af, så hun var nødt til at flytte sig, og jeg kunne flytte hendes paraply.

Desværre var det for sent, og jeg måtte pænt stå af ved næste stoppested og gå tilbage - i regnvejr.

Jeg var så vred, at jeg var tæt på at tude! Jeg har aldrig gjort den dame noget, jeg og min vogn generede ingen i bussen og jeg var venlig og høflig; måske ALT for høflig!

Alt i alt var denne oplevelse dog ikke bare en skidt oplevelse; den er også med til at bekræfte mig i min teori om, at samfundet som sådan er begyndt at se ned på os, der har børn.

Jeg synes ikke, det er ret mange år siden, hvor man rejste sig for tydeligt højgravide i bussen? Ikke længere! Eller hvor man som fodgænger automatisk trak lidt til siden, hvis der kom en barnevogn kørende? Ikke på vilkår! Eller hvor man så lidt forlegen ud, hvis man uden grund optog togpladser eller elevatorer, som udtrykkeligt er forbeholdt handicappede og barnevogne? HA! Som om!

Den offentlige opinion er imod os. Så meget, at da en veninde skrev en vred facebook-status om, at hun nærmest var blevet beskyldt for butikstyveri, fordi hun havde lagt 3 dagligvarer ovenpå barnevognsdækkenet i en butik, kommenterede hendes venner (...?!) kun, at mange børnefamilier jo bruger barnevogne til at stjæle med, og at man i øvrigt burde indføre børnefri supermarkeder!

Faktisk synes jeg også, at det politiske klima er begyndt at vende denne vej; meget få politikere fra endnu færre partier tør tage ordet "børnefamilier" i deres mund, og jeg har set politiske debatter, hvor ordet blev mødt med et fnys og himmelvendte øjne (á la "HA! De lede stoddere er da i hvert fald de SIDSTE, som skal have det nemmere!!").

Selv humoren viser samme takter! I DR2-programmet "Hjælp, min kone er skide sur" kan man således høre Uffe Buchard ynke alle nye fædre, fordi de bliver tvunget til at skubbe rundt med en barnevogn, eller høre Jim Lyngvilds opsang til nybagte mødre om, at deres mand ikke gider at have sex med dem, hvis de ikke bruger nok make-up lige efter fødslen.

Jeg synes ikke, jeg normalt er humorforladt, men hvornår blev det comme il faut at rakke ned på forældre? Ikke ens egne, forstås, men på folk på ens egen alder, som har valgt at blive det?



For at sætte det på spidsen; hvorfor skal jeg inkassere et surt blik, fordi jeg (ihærdigt vigende, ydmygt og uden gene for andre) har en klapvogn med i Netto? Jeg dømmer da ikke på samme måde andres livsvalg? Og hvorfor må man gerne råbe højt i samme Netto, når man er 45 år og snakker i mobiltelefon, men ikke, når man er 8 mdr. gammel og ved at falde ud af vognen af grin over kødkøleren? (...?!)

Hvorfor skal jeg bare smile dumt, når single kollegaer nedladende henviser til, at jeg da også lige er "typen" ("tttttsypn", sagt med hønserøvsmund og indforståede blikke) på at blive mor, og hvorfor skal jeg helst sige at jeg haaaader min barsel og SLET ikke kan få tiden til at gå, for at blive taget seriøst som et tænkende menneske?

Jeg føler mig kort sagt en smule mobbet og er ærgerlig over at være havnet i den helt særlige socialklasse, vi "breeders" åbenbart er blevet forvist til.





(Billederne i dette indlæg er på grov vis taget fra denne butik, hvor man kan købe virkelig sjove t-shirts mv. til kommende forældre! Kig ind og fnis med)

21 kommentarer:

  1. Jeg er ny læser her på bloggen, så jeg vil bare lige sige hej i kommentarfeltet og takke for et godt indlæg. Jeg er helt enig med dig i, at takt og tone ikke er det, der optager samfundet mest. Og jeg synes også at have observeret, at det (mærkeligt nok) er den ældre generation, der opfører sig værst. Som om de har en 'ret' til at være sure og hønserøvede.

    Når det er sagt, så har jeg i den seneste tid oplevet mange utrolig flinke og hjælpsomme mennesker i hhv. overfyldte s-tog og ditto supermarkeder. Måske fordi jeg er så højgravid, at jeg ser ud som om, jeg vil føde på dem, hvis de ikke er venlige, men ikke desto mindre har det overrasket mig alligevel. Og det er da egentlig lidt sørgeligt - at man bliver overrasket over, at folk er hjælpsomme i stedet for at blive overrasket over, at de ikke er det. Verden er af lave!

    :-)

    PS: Hun skulle SÅ meget have slag, hende busdamen. Helt ærligt - hvad bilder hun sig ind?!

    SvarSlet
  2. Jeg tror faktisk, at man kan vende en kendt sætning om, og idag sige: "Alderdommen nu til dags"!

    For jeg synes du har ret. Det er virkelig de unge, der er de sødeste til at hjælpe.

    Og nu er det endda over 9 år siden, at jeg var gravid. Men jeg havde fuldstændig de samme oplevelser. Og dengang svor jeg, at jeg aldrig nogensinde, ville lade være at tilbyde min hjælp til mødre med klap/barnevogne i s-tog og busser, når de er ude at handle osv. Og jeg holder det stadig ;-)

    Og personligt synes jeg jo, at det er en fantastisk humørspreder, når man støder på Lille Linda, der sidder og øver sig - meget højlydt - på at snakke. For så at grine vildt af en pose kartofler...

    Dét er da livsbekræftende <3

    SvarSlet
  3. Enig, enig og enig!
    Jeg oplevede ting i samme dur, da jeg var på barsel. Faktisk følte jeg mig helt malplaceret i busser, butikker mm med en barnevogn. Måske var det bare en følelse jeg havde, men den kom vel et sted fra.
    Jeg fik én gang hjælp til barnevognen i bussen - af en kvinde på min egen alder. Men da havde jeg allerede udviklet en teknik, så jeg ikke behøvede hjælp.
    Sørgeligt, at det er blevet sådan!
    Men hvis det er mig du møder, skal jeg nok både flytte mig OG hjælpe:-)

    Kh Camilla

    SvarSlet
  4. Årh. Jeg vil også sige tak for et supergodt indlæg.
    Jeg har det PRÆCIS på samme måde her i Odense.
    Folk kigger surt når jeg hopper ind i bussen med barnevognen.

    Jeg har sågar oplevet, at folk der står der hvor pladsen er forbeholdt barnevognen, IKKE vil flytte sig.
    Der var på et tidspunkt hvor jeg bad en dame om hun ikke ville være venlig at flytte sig, så jeg kunne få vognen helt ind. Hun svarede, "du kan jo se der ikke er plads, så må du tage den næste bus". Og der var bare ingen andre barnevogne med.
    Så sagde jeg pænt at den plads var forbeholdt barnevogne, hvortil hun svarede: " Ja, det står jo ingen steder!", hvorefter jeg så henviste til den lille seddel der hang på vinduet bag hende.
    Nå, hun flyttede sig.
    Lidt efter sad Jonathan så og snakkede lystigt og sagde en MASSE lyde, hvor så den selvsamme dame siger: "Så kan du da i det mindste få ungen til at holde sin kæft!"...

    Jeg var så overrasket over at blive behandlet sådan, at jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op. Men jeg endte med at sige "du kan da selv holde kæft og holde op med at genere alle andre"..
    Så sagde hun ikke mere og vi fik fred. Men IH! Jeg bliver ked af det, når folk er sådan.
    Endnu engang tak for et godt indlæg - du har sat ord på mange af mine tanker...

    SvarSlet
  5. Hmm... tankevækkende at der er så mange der har de samme dårlige oplevelser med noget der ellers skulle være godt/dejligt... altså at blive forælder.
    Jeg har en "teori" om at det er samfundets generelle bevægelse, der går mod en større individualisering, "jeg-er-mig-sev-nærmest/nok" og set i det perspektiv skal man jo ikke tage hensyn til andre.
    Lige som "man" heller ikke rejser sig fra et handicap-plads i bussen, når man ser en ældre eller dårligt gående og "man" dytter af langsomt kørende bilister i trafikken.
    Jeg synes det er et uheldigt og usmageligt spor vi som samfund et kommet ind på... og hvad kan vi (du og jeg) gør ved det? Andet end at hanke op i egen barm og se udover vores egne behov og hjælpe.

    SvarSlet
  6. Hej
    Jeg har tildelt dig en blogaward. Se mere her:
    http://mangebaekke.blogspot.com/2011/09/jamen-dog-altsa-tak.html :-)

    SvarSlet
  7. Ævs, jeg ville gerne kommentere hver enkelt af jeres enormt søde og varme kommentarer, men er bange for, at det bliver for uoverskueligt :-/

    Så derfor, først: TUSIND TAK for dem!

    Dernæst; jeg er både glad for, at der er så mange, som oplever det samme som jeg gør (så er det ikke kun mig, der er sur og/eller paranoid!), men også ked af, at så mange oplever det samme som mig, for hvor dælan er verden så snart på vej hen!!??!

    Det hører med, at jeg i hvert fald også møder MANGE søde og utroligt hjælpsomme mennesker! Og hvor er det fedt!

    Jeg håber så bare inderligt, at båthoveder, som i fremtiden f.eks. foreslår børnefri supermarkeder, snubler over en dåse tomater og slår lilletåen ind i en reol. Hårdt! ;-)

    SvarSlet
  8. (Og i øvrigt!

    Juhu til blogaward!)

    SvarSlet
  9. Det er SÅ rigtigt. Når jeg har fået hjælp til at få min barnevogn ind i bussen har det altid været unge fyre der har tilbudt deres hjælp. -og min kæreste er lidt mere fanden i voldsk end jeg er, så når vi har været et sted henne med barnevogn og vi pænt har spurgt : undskyld må vi gerne komme forbi her, og folk så har kigget på en uden at svare, så plejer han bare at køre ind i dem, for så flytter de sig. :-P Men ja, det sku sørgeligt det er sådan idag.

    SvarSlet
  10. Super godt indlæg, men bliver da helt pinlig på folks vegne over hvor tåbelige og børnefjendske de kan være. Er pludselig meget glad for der kun er 3 bybusser hvor jeg bor, og de er altid tomme, så der er ikke så mange om at være sure.

    Ih altså, godt der trods alt er nogle flinke mennesker der gider hjælpe :-) Børnene er jo for høvled vores fremtid, også selv om en barnevogn fylder i myldretiden!

    SvarSlet