søndag den 29. april 2012

Halløj på babymessen

Vi var på baby- og småbørnsmesse i dag, E! og jeg.



Det var vores første babymesse, uforglemmeligt, og en af de der oplevelser der gør, at jeg tænker, at folk må tro at jeg er F***ed up sindssyg! Eller en dårlig mor. Hvilken en af de to, der end er værst.

Sindssyg nok til at se store kattedyr...?


Først trillede vi lidt rundt og så på de forskellige stande; det var ret spændende og meget hyggeligt. Der var en god stemning og en masse rare folk (også dem, som ikke prøvede at sælge én en bil...) og gode tilbud (også fra dem, som rent faktisk prøvede at sælge én en bil).

Så mødte vi pludselig min veninde, Vitus' mor (og Vitus' far), og talte om, hvor fantastisk godt det går med E! i vuggestuen, fordi Vitus snart selv skal begynde i en vuggestue, og jeg berettede vidt og bredt om, hvor glad en lille pige, hun er og hvor meget hun elsker vuggeren og hvordan pædagogerne elsker hende og siger, at hun er et dejligt og elsket og utroligt socialt barn (fordi det er sandt, derfor!).

Imens sad E! og så meget lidt elskelig ud, faktisk lignede hun én, som kedede sig bravt.

Minutter senere stødte vi igen på Vitus og familie i messens legeområde, hvor jeg ville hen, fordi E! gerne ville lidt ud af vognen og jeg så samtidig kunne få testkørt nogle af de dér allestedsnærværende Bobbles-møbler, som messen generøst havde stillet til rådighed, på hende (eeeh, begrænset succes med dem, i øvrigt, fjerner dem straks fra evt. ønskeliste).

E! stod længe og betragtede det hele, tog så 1 skridt frem og snublede forsigtigt, slog sig overhovedet ikke, idet hun landede på det bløde legeskumgulv, og stak i et KÆMPE skrig. Hun tudbrølede længe og meget højt, mens jeg forsøgte at trøste og finde ud af, hvad der dog var sket, mens Vitus og familie forbløffede så til.

Bagefter var hun max pylret og akavet og frygtsom og opførte sig lidt som en computernørd i en lingeri-butik. Fantastisk tidspunkt at være sådan for første gang i sit liv...

Ok, en lille tur på en Wheeliy Bug blev det dog til... De var dog alle alt for små til mit stor-af-sin-alder-barn...


Det blev naturligvis værre...

For efter afskeden med veninde og co. fik jeg øje på hende her og et godt tilbudden her bog, som man kunne få signeret af forfatterinden (hvis webside jeg faktisk tit bruger; det er så fedt, at der altid er nogen før mig, som har stillet præcis samme uhyggeligt specifikke spørgsmål...).

Opfyldt af en rosenrød fantasi om elegant  og overskudsagtigt at sejle hen til eksperten med det fantastiske, charmerende og åbenlyst veltilpasse barn på armen, købte jeg bogen og det var i dét øjeblik, E! besluttede sig for, at nu ville hun sgu eje den her MOFO messe!!

Med et rask hop svingede hun sig ned fra min arm og styrtede afsted, mens hun grinede højt som en gal videnskabsmand. Jeg blev så efterladt med den tjans at storme efter barnet (som i øvrigt er blevet Kipketer-hurtig på det seneste...!), samtidig med at jeg skulle betale for bogen med dankort OG fortælle den ventende forfatterinde mit navn til signaturen. Der var. Jeg mestrede ikke alle 3 ting samtidig.

Resten af messen brugte jeg på at køre vognen rundt efter den stadig storgrinende og -løbende E!, som i mellemtiden også havde fået fat i en pind med en blå ballon med påskriften "Min familie kører også Peugeot", som hun i vildskab viftede omkring sig med.

På et tidspunkt løb hun direkte ind i en stor mand, satte sig på numsen, grinede og løb videre.

Legen stoppede, da hun brugte ballonen som pegepind til at prikke til en venlig, ret gravid kvindes mave og mens hun spurgte "Nja-deeet?!" og jeg undskyldende hældte barn og ballon ned i vognen igen under en skyndsom retræte, mens E! omorganiserede min frisure med ballonen.

Hele vejen hjem lignede jeg én, som havde haft fingrene nede i nærmeste stikkontakt...

Men hey; jeg fik da fundet et par gode tilbud (og noget reklamehalløj), der udover føromtalte bog tæller 2 lækre kjoler, fra hhv. JOHA og Norlie.

fredag den 27. april 2012

Til lommerne, folkens!

Bukselommerne, altså, dem jeg er ved at sy.

Til E!, forstås.


Eftersom jeg helt sikkert er den type syerske, som er aaaalt for doven til andet end at kædesy, har jeg lavet en hel lille bukselomme-ranke. (ikke at forveksle med Ride-ranke... Du GODESTE, hvor er jeg blevet forælder, hva'?!?)

Stoffet til dagens lomme-produktion har jeg jo vundet her (og du kan læse om det her, hvis det er).

Når de er færdige, skal jeg også nok blogge om bukserne, som lommerne skal på. De er nemlig en del af et større projekt, men mere om det senere.

Foreløbig kan man vist godt bare sige, at jeg er gået lomme-amok.

Men SE, hvor fint det bliver!



Det bliver godt, gør det! (I al beskedenhed...)

Og så slipper E! også for snart at gå med numsen bar; det barn vokser ud af sit tøj hurtigere end vi andre gør i julen...! (Hun bruger str. 92, og der er trods alt stadig godt 8 mdr., til hun runder de 2 år).

mandag den 23. april 2012

*Pwbbbfffff!!!

*Lyden af mig, som rækker tunge af min ellers elskede PC.

Derfor:

Ovre hos Julia

Og min er endda lyserød!

Min Dell, altså.

Ikke min vrede-og-skuffethed. Den er nærmest rød(glødende).

E!!...Træd...Langsomt...Væk...Fra...Mors...Computer...! Af FLERE grunde...!!!

Jeg håber at IT-branchen kommer til at opleve samme tendens som i min branche; først var der en kvinde. Så var der . Så tippede kvindeandelen på universitetet fra 40-60 til 60-40, og nu får man meget svært ved at ansætte de bedste nyuddannede, hvis man gerne vil undgå at ansætte kvinder.

Det er der desværre generelt stadig alt for mange, som gerne vil. Undgå, altså.

Heldigvis dog ikke lige i min del af butikken, hvor vi i flere år har været en hel del flere (særligt yngre) kvinder end mænd. Og det går faktisk rigtig, rigtig godt med os, som varetager det, der for bare 10 år siden blev erklæret et mandejob...!

Måske fordi vi netop lever af IKKE at "holde kæft, kælling"?

P.S. Du kan læse mere om mit i forvejen ret anstrengte forhold til Røven her.

søndag den 22. april 2012

Weekend

Aaaah...!

Imens weekenden rinder ud, nyder jeg lige en chai latte på sofaen med et tæppe over benene og en eller anden helt ligegyldig film i flimmeren og tænker tilbage på en dejlig afslappende og hyggelig weekend.

Vi har haft besøg af E!'s onkel Emil, og vi har hygget med strøgtur, cafébesøg, sushi, dvd-aften og masser af fri leg.

E! elsker gæster, så det er lige før, hun har hygget sig mest af alle.

Som en ægte Østerbro-indfødt fik hun naturligvis lov til at smage sushien, og det gik ok, selvom hun tilsyneladende synes, at det var lidt tarveligt af os at pakke hendes ris og agurk ind i det der klamme sorte tang...

Østerbro-indfødt gik der også i den, da vi var på café og havde drukket vores varme drikke op (E! fik en cafe latte - hold the coffee), og barnet så drønede mod udgangen med supersonisk fart, så vi under hendes højlydte protester måtte slæbe hende tilbage i sofahjørnet for i det mindste at få lidt af overtøjet på, før hun spænede ud af biksen igen.

Der var faktisk ingen grund til at skynde sig så meget; vi havde allerede betalt...! Ideen var ellers god nok...

Her er et par snapshots fra en fantastisk E!-weekend:

"Nej, BAMSEN skal have historie, så hopper jeg i sengen imens..."

E! forsøger at stege en gulerod. Det barn har seriøst brug for et legekøkken...!

Sjov med spand før sengetid

Nu er det bare som om en ny uge truer. Jeg kunne ellers godt bruge sådan en weekend her til!

Måske man skulle blive hjemmegående alligevel...?

torsdag den 19. april 2012

Da mor var dreng

I gamle dage var der sne om vinteren, og somrene var altid varme, solrige og endeløse!

Det var dengang, jeg tilbragte megen tid med at vande purløgsplanten ved siden af trappestenen med min lille vandkande.

Det var også dengang, jeg havde proptrækkerkrøller og et mellemrum mellem tænderne, der kunne have fået Kirsten Siggaard til at tabe Melodigrandprix af bare forbavselse.

Jeg slæbte næste altid rundt på en lille rød rygsæk med hvide stropper, og en dukke med gul dragt, som kunne lukke øjnene.

29 år senere, og jeg kan næsten ikke vente til sommer med at hælde næste generation i mors gamle sommerkjoler.



Jeg er sikker på, at E! kommer til at rocke den originale retrostil for hårdt!



Ligesom hun faktisk allerede gør; denne cardigan var f.eks. også min engang. Det er min morfars fætters kone, som har strikket den til mig.



Naturligvis er vi også leveringsdygtige i originale retro vinteroutfits til E!



Selvom jeg dog føler trang til at påpege, at denne fine, lækre, lyserøde flyverdragt faktisk ikke har tilhørt mig, men derimod hendes far!

... Dengang mor var dreng, og far... var i lyserødt?

mandag den 16. april 2012

Øh...? Jeg har et spørgsmål...?

I går stod den på jordskokkesuppe til aftensmad.

I den anledning har jeg et spørgsmål til opskriften bag på posen med skokkerne...!

Her er billedet, så kan I selv se, om I kan finde fejlen (går jeg ud fra, det er):


Altså udover, at det passede meget bedre med 0,5 LITER bouillon, idet jeg jo lavede suppe - ikke grød - og jeg også tilsatte et godt skvæt citron og en sjat hvidvin...

Kan I se det?

Jeg giver svaret:

Øøøhm, MÆLK? Er det for at man kan drikke det til suppen, eller hvad, for det indgår i ingredienslisten, men ikke i selve opskriften?

Så står man dér, med en halv dl. mælk og intet at bruge den til?!

Jeg er udemærket godt bekendt med tricket med at lægge jordskokker i mælk efterhånden som man skræller dem, for at de bliver ved med at være hvide, men hvis det er det, de mener, kunne de da lige ta' og skrive det...?

Meget mærkelig opskrift...!

Det svarer lidt til min far, når han skiller ting ad og der så altid er en dims i overskud...

Konklusionen må blive den samme; så var der nok ikke rigtig brug for den!

Suppen blev i hvert fald god!

Billede til bloggen



Billede af suppen, som den faktisk blev spist; med drys af omnikrydderiet bacon!

I hvert fald gav jeg mælken til E!, mest for at den ikke skulle være spildt, for så må man jo ikke græde over den... Ellerhvordandetnuligeermeddet.

lørdag den 14. april 2012

Til gengæld!

Ok-ok, men nu skal det jo ikke være brok det hele!

Derfor er her en ny, meget mere positiv top 5, nemlig en

Top 5 over ting, der faktisk SPILLER max lige nu!

1) Forårsstemning i vejret

Ih! Hvor har det været dejligt i dag, vejret!

Vi har været til barnedåb på Frederiksberg, og det må man gi' dem: de holder sig en køn have derude, gør de!

2) Forårsstemning i sofaen

Ganske vist er det bare nogle billige nogle herfra, men jeg bliver i vildt godt humør af mine nye sofapuder:



3) Forårstemning i vinduet

Lykken er at plante potteplanter om og sætte i friske potter osv.

Det er nok til at selv vinduerne (og evt. naboerne!) bliver i godt humør.



4) Forårsstemning i tv'et

Når jeg ikke lige er i gang med at se en film med Leonardo DiCaprio, synes jeg at han er lidt overvurderet og en smule flødebolle i det.

Men hver gang jeg ser en film med ham, forelsker jeg mig en lille smule. Hver gang!

Så jeg minder Titanics forlis med filmen på Tv2, og skal lige tude lidt færdigt.

Øjeblik... 

5) Forårsstemning i klædeskabet

Kender I det, at man køber et stykke tøj, der næsten passer? Man finder en rigtig fint ting, rigtig meget sat ned, og tænker "Arj, jeg køber den, og så passer den lige så snart, jeg har tabt de dér ekstra 2 kg."...

Men det gør man jo aldrig! ALDRIG! Og så hænger den bare inde i skabet, kjolen, og er så fin og aldrig blevet brugt.



Så pakker man den væk, pakker den frem igen og stadig kan man ikke klemme sig ned i den.

... Lige indtil man får en baby (hvilket åbenbart er den bedste slankekur) og denne bliver gammel nok til at begynde at løbe omkring (hvilket åbenbart er en endnu bedre slankekur).

Og voila!

En skønne forårsdag passer den pludselig!

Nu kan foråret godt snart komme an!

torsdag den 12. april 2012

Nej, pest er ikke en overdrivelse!



Nåmenaltså, så fik man da lige holdt sig en ufrivillig blogpause. Eller noget...!

Jeg er godt klar over, at tålmodigheden med mit brok snart må være opbrugt hos mine ellers så tålmodige læsere (jo, det er I altså! Ellers var I vist løbet skrigende bort for længe siden...!) efter f.eks. dette indlæg, men jeg tester grænserne med en sørgelig undskyldning for en ny top 5, nemlig:

Top 5 ting, der ikke lige spiller for tiden:

1) Mit helbred

Nejnej, vi kan allesammen blive syge fra tid til anden.

Men det her er begyndt at blive latterligt!

Da Shakespeare fik Mercutio til at råbe "A plague o' both your houses", refererede han åbenbart til to familier, som havde børn i vuggestuer.

E! har ikke engang været så syg, som man kunne forvente af et barn, som er startet i institution 1/1. Til gengæld skulle man tro, at jeg gik rundt i samme institution og gnubbede mig op af toiletterne og smækkyssede alle børnene på næserne.

I øjeblikket har jeg f.eks. bihulebetændelse OG en virusinfektion i halsen (ja! På samme tid! Fordi en sygdom af gangen simpelthen ikke gør mig syg nok, nemlig...), hvilket har betydet, at jeg har haft mistet stemmen helt eller delvist siden i onsdags.

(Og inden lykønskningskortene til min mand begynder at strømme ind bør jeg måske tilføje, at min enorme taletrang ikke er blevet mindre, blot sværere at tyde...)

2) E!'s nattesøvn

Heldigvis er det jo sådan, at man ikke har brug for ret meget søvn, når man er syg.

Eller...!

I hvert fald er E!, som begyndte at sove igennem, da hun var 8 uger gammel og altid har haft et godt sovehjerte, pludselig blevet stukket af en mortrang, der ikke er til at spøge med.

Hun vågner 2-3 gange om natten for tiden, og nægter at falde i søvn igen, før jeg tager hende op og sætter mig med hende, så hun får lov at falde i søvn igen ovenpå mig.

I forgårs under en god leg med Duplo tog jeg derfor den stoooore pædagoghat på, og tænkte at jeg lige ville forsøge at lege ind hos E!, hvordan jeg gerne så, at nætterne forløb.

Så jeg fik Duplo-mor til at tage Duplo-barnet og lægge hende i seng, sagde "godnaaaat" og styrede så Duplo-mor i retning mod Duplo-far, som sad foran tv'et i Duplo-sofaen.

Ooog så var det, at E! (igen...) demonstrerede hvem af os, der er den klogeste; hun greb resolut Duplo-mor og lagde hende ned i sengen til Duplo-barnet! Så fortrød hun, tog begge op, og lagde så omhyggeligt Duplo-mor ned først, og SÅ Duplo-barnet ovenpå, mens hun kiggede tvivlende på mig, som om hun ikke var helt sikker på, om jeg nu også fattede hendes ellers så pædagogiske fremstilling af sine ønsker.

Og for at jeg ikke skulle tro, det var et tilfælde, gjorde hun det lige igen, bare for at understrege sin pointe.

Gode råd om håndtering af skræmmende intelligent barn modtages gerne. Straks!



3) Det der bilkøb!

Vi er nu nået dertil i processen, at vi snart ikke kan planlægge (overplanlægge, overskemalægge og overtænke) det bilkøb mere, nu er vi nødt til at komme ud og rent faktisk sidde i nogle biler og se dem med egne øjne.

Æhm, men første besøg hos en bilforhandler blev aflyst pga. sygdom, og næste skulle så ha' været lørdag i påsken, men der havde alle i omegnen lukket (finanskrisemiginakken...).

4) Forårets TV

... "Dumt og farligt", "Det vildeste måltid" og "Tosset med golf"...?

Nu må I tage jer sammen. Helt ærligt! Jeg er med på, at det ikke kan være "Matador"-standard hver gang, men du godeste altså!

5) Så Draw da Something!

Jeg æææælsker Drawsomething.

Måske en del mere end de fleste, for lige nu har jeg 10 spil i gang med diverse familiemedlemmer, venner og bekendte, og de afventer alle medspillerens tur.

Spillet hedder Draw. Something. Så Draw da!

(Hm, måske har min utålmodighed en lille smule at gøre med en kombination af top 5-listens nr. 1 og 4...! Nu jeg tænker over det...).