Tiger på spring

Det er næsten altid tragisk, når et menneske dør i en meget ung alder.

Og naturligvis forstår jeg godt, at tigerangreb det ikke er hverdagskost i Danmark, og at slige hændelser derfor uværgeligt vil medføre en del medieomtale.

Men nogle overskrifter er simpelthen for tåbelige, selv i agurketiden! F.eks. denne her, om hvad man skal gøre, hvis man nu bliver angrebet af en tiger...(!?)

Kom glad!

Det bliver faktisk direkte ufrivilligt morsomt, når Ekstra Bladet i artiklen spørger så dumt, at de får et helt åbenlyst svar tilbage:

EB: "Hvad skal man så gøre, hvis man havner foran en tiger?"

Zoolog og dyrepasser Jens Sigsgaard: "Umiddelbart bør man først og fremmest forsøge at undgå at komme i en sådan situation" 

Øøøh. Tja...!!

Og lad mig allerede nu komme alle landets medier på forkant: med mindre den afdøde ligefrem har valgt at efterlade sig et overraskende sammenhængende, velformuleret og detaljeret brev e.l. om sine bevægegrunde og motiver, så får vi nok aldrig at vide, hvad dælan han skulle i den tigerindhegning om natten.

Men lige meget, om der er tale om en ulykke, en kriminel handling, et spektakulært selvmord eller noget helt fjerde, så vil jeg gerne på det kraftigste have mig frabedt nogle mediers dæmonisering af tigere på denne her baggrund!

Ærligt talt!! Tigere er territoriale dyr, som naturligvis reagerer i overensstemmelse med deres instinkter!

At bebrejde dem noget svarer til at skælde stuebordet ud, hver gang man støder sin tå på dets ben (ikke, at jeg ikke gør det ofte og med stor iver. Skælder ud på det infame stuebord, når jeg slår mig på det, altså... Men det bliver det jo ikke mere rigtigt af!).

Min mening bliver ikke mindre stærk af, at jeg helt sikkert ville være en tiger, hvis jeg var et dyr. Bl.a. derfor er jeg Tigerpartner i WWF.

Må jeg minde om, at disse store kattedyr er så truede som art, at de er udryddelse nær? Klik ind og kig på, hvordan man støtter WWF's tigerindsats allerede nu.

Det er godt nok et gammelt billede, men ja. Det er mig MT (Med Tiger).

Og må jeg så i øvrigt foreslå stiftelse af en forening for fremme af lidt mindre fladpandede avisartikler også i sommerperioden...?!

Sommerhår

Min søster er verdensmester i hår.

Eller; hun har ganske vist ikke vundet guld ved VM endnu, men hun er en vildt dygtig frisør, som har (vundet alt andet...!) konkurreret i DM og VM og vundet et utal af medaljer ved begge.

Til efteråret deltager hun i VM igen, og jeg hepper naturligvis!

I weekenden havde vi besøg af hende, og så fik jeg sommerhår:

Som i alle andre sammenhænge er "efter"-billedet en hel del smukkere end "før"-billedet:

Sølvpapirsheksen slår til, når du mindst venter det...!

Direkte skelsættende blev det dog, da husets yngste fik sin første klipning!

Hun klarede det rigtig fint, gjorde E!, og det var jo ikke fordi hun skulle have mange millimeter klippet af; bare lige det yderste fehår i pande, nakke og sidekrøller, så håret får lidt form og i hvert fald bare stedvist er lige langt.



"Er du færdig? Så sætter jeg lige denne her klemme i...!"

Naturligvis skrabede vi de små, afklippede nakkehår op fra gulvet og har gemt dem til evig arv og eje i E!'s "baby's første..."-bog (I ved, sådan en, man alligevel aldrig får lavet færdig før barnet er i konfirmationsalderen...!)

I vanlig overdrevet cool frisørstil havde kunstneren naturligvis valgt at dekorere sig selv med "eventhår", fordi hun lige havde været til frisørbryllup. Og fordi hun kan! Jamen; hvis jeg havde hendes evner, ville jeg jo have noget nyt, vildt hår hver dag. Tænk bare lige at kunne ændre på garnet efter forgodtbefindende! Det gad jeg godt!

Pink City-Leopard

Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at hendes mega seje hår ligefrem vakte opsigt, men da vi var på Ben & Jerrys stod der tilfældigvis en frisørelev bag disken, og prøvsåligeatSE EN IS, VI FIK...!!

Dette er 2 kugler. Jo det er!

Jeg opfordrer hermed alle til at heppe på min søster og resten af holdet ved VM. Om ikke andet, så tænk lige på, hvor stor en is, jeg får, hvis jeg kommer slæbende med en guldvinder under armen?!

Nu med bil!

... Eller næsten, så!

Nu med købskontrakt på en bil, i hvert fald.

Så mangler vi bare rent faktisk at få leveret bilen, hvilket sker på et eller andet mindre belejligt tidspunkt efter vores sommerferie, hvor vi ellers havde pænt meget brug for den.

Men sådan er det; You snooze you lose! Som det gamle ordsprog siger...

Hvis vi ikke havde overvejet i månedsvis, lavet skemaer, diagrammer, læst anmeldelser, prøvekørt, beregnet alt fra ÅOP til benzinøkonomi på længere strækninger osv., ville vi have haft kørt rundt i bilen i flere måneder nu.

Men ok; hvis vi ikke havde lavet et overdrevet grundigt og velovervejet fodarbejde før købet, ville vi jo ikke være os, vel?

Æren skal særligt gå til min bedre halvdel, som har taget teten planlægningsmæssigt (hvem derude havde opdaget, at hvis én af os skal udnævnes til impulsshopperen i dette parforhold, så er det nok mig...? Kom nu; hænderne op?).

Valget faldt på denne, ifølge flere anmeldelser "mest-økonomiske-familiebil-i-landet", bil:

Ja, som skarpe hjerner vil have konkluderet ud fra det faktum, at vi ikke har fået bilen endnu, er dette modelbilleder.

Men det er en rigtig fin og rummelig bil, og hold da K..., hvor skal vi I IKEA når vi får den, og bare køøøøøre ting hjem til lejligheden! Fordi vi kan!!

Man kan næsten høre det, ikke? "I-K-E-A!"

Hele dette bilkøbshalløj har været sjovt, informativt og fremfor alt cementeret det faktum, at vi ikke er "bil-mennesker".

Jaja, nu har vi (snart, altså) en bil og alt det, men vi er ikke og bliver aldrig dæksparkende, karburatorsludrende, bilmagasinabonnerende, bilferiehungrende, motorolieskiftende, vinterdækbelærende, hækspoilerbeundrende bilmennesker.

Det blev i hvert fald til en hel del akavede samtaler med bilsælgere, som lige så godt kunne have talt swahili.

Min personlige favorit var metallak-samtalen. Den gik nogenlunde sådan her:

Sælger: "Har I overvejet noget mere ekstraudstyr, f.eks. metallak?"

Mig: "Mja, jeg kan se at det koster 6500 kr. ekstra... Øh... Hvad gør det?"

S: "Jo! Altså alle biler får 5 lag lak, men ved metallak får bilen et ekstra lag, dvs. i alt 6 lag lak, så bilen får en helt anden glød i farven"

M: "Ok... Og så beskytter det bedre mod rust, eller..?"

S: "Øh, nej, det er det samme"

M: "Ok... Beskytter det bedre mod... noget andet, så?"

S: "Nej, den almindelig lak er rigeligt fint, der er ingen forskel i funktionaliteten"

M: "... Ok... Øh... Så det gør ingen forskel overhovedet...?"

S: "JO! Bilen får en hel anden, perlemorsagtig glød og en virkelig flot finish!"

M: "Aha. Men... Så det er... Sådan, rent kosmetisk...?!"

S: "Tja, det kan du jo sige, ja"

M: "... til 6500 kr.?"

S: "Ja. Det bliver VIRKELIG flot!"

M: "Hm. Tror umiddelbart bare at vi nøjes med de almindelige 5 gange lak, tak"

Som sagt; swahili. Jeg ved ikke, hvilken planet bilsælgere er fra. Men det er ikke den samme som jeg er født på...!

Nu glæder jeg mig bare til at få bilen. Også selvom den er uden perlemorsglød...!

Spontan sommerhygge

Min mor siger, at man som børnefamilie altid skal sørge for at have noget "panikmad" i fryseren.

I ved, til de der dage, hvor jeg troede at han havde været i Netto og han troede at jeg havde, og den ene hentede E! og den anden kom senere hjem fra arbejde end planlagt og ingen derfor rent faktisk kunne nå at gå i Netto og handle også inden aftensmaden.

Sådan, bare som helt tilfældigt valgt eksempel...

Og det har vi naturligvis så!

Ehm, men nogle gange er det også bare helt vildt hyggeligt at købe en pizza og spise i parken.

Det var nemlig lige, hvad vi gjorde i går. Det var bare så dejligt vejr, og naturligvis skulle eftermiddagen/aftenen tilbringes på et tæppe med pizza og en travel size køletaske med medbragt grønt tilbehør, drikkevarer til børn og voksne og vandmelon og jordbær til dessert.

Så kunne far og datter også lige spæne lidt rundt og lege, rutsje og fodre duer.

Særligt i starten var duefodringen meget stille og rolig.

Så kom mit kvikke og gavmilde barn i tanke om, at hvis duer kan lide små krummer af pizzaskorpe, må de jo være helt vilde med et helt stykke pizza!

Derfor hentede hun resolut det største stykke, hendes små fingre kunne holde om, og jagtede i fuld fart de på dette tidspunk forholdsvist opskræmte duer, mens hun for at forklare dem sagens rette sammenhæng af fuld hals brølede "DET' DIG!!! DET' DIIIIG!!!" (formodentlig mente hun "det' til dig!").

Barn og due i fuldt firspring

Vi fandt aldrig ud af, om duer er interesserede i hele stykker af pizza. Ingen af de velnærede fugle havde trods alt mod til at komme tæt nok på E!

Man forstår dem godt.

At lære det

Skal vi ikke lige snuppe en dejlig solskins-top-5 oven på en dejlig dag? Jo, vi skal da!

Her er den:

Top 5 indsæt-selv-slutningen-på-denne-sætning:

"Så kan jeg lære at...":

1) Huske at smøre barnet ind i solcreme, men glemme mig selv...!

2) Have åndssvagt sart, tæt-på-vampyr-agtig, solskinsfølsom hud,

3) Have et barn, der er overdrevent glad for gyngerne og for nuttet til at sige nej til,

4) Tage en halter-top på på legepladsen...

5) Tage en bikinitop på under toppen, der har tykke bindebånd ned af ryggen...!(!!!)

Og må jeg have lov at tilføje, at E! i denne weekend har fået 2 kindtænder (det barn får altid 2 tænder på en gang! Symmetrisk, men næppe hensigtsmæssigt!) og at der formentlig er flere på vej.

Hun er vågnet hver time hele aftenen og med min ryg bliver natten virkelig et tæt løb om, hvem af os der får mindst søvn.

Jeg tror at svaret lige meget hvad er mig...!

Dummebøder er dermed overflødige. Men eftersom skaden jo er selvforskyldt og dybt, dybt tåbelig, modtager jeg gerne et BUH-råb eller to...! :-S

4ever

Han har talt om det i rigtig lang tid, har min mand.

Om at få E!'s navn tatoveret på sig.

Jeg synes naturligvis, at det er alt for sejt, så jeg støttede bestemt ideen.

Mange motiver, designs, skrifttyper, placeringer, størrelser og udseender er blevet overvejet, drøftet, vendt og forkastet i processen.

For en tatovering er en blivende ting, og naturligvis skal det være det helt rigtige. Noget man ikke fortryder og som holder i lang tid. Faktisk for altid, jo!

Det var bl.a. derfor, han valgte E! som genstand for kropskunsten.

For lige meget, hvad der er sket eller kommer til at ske, så er hendes ankomst for 1½ år siden så stor en begivenhed, at den er værd at markere på en så permanent måde. Og samtidig er hun en begivenhed, der altid vil være i hjertet og som man ikke kan fortryde.

For 2 uger siden gik han så herind:

... Hvor de var rigtig flinke og dygtig og tog sig godt af ham.

Efter ca. 45 minutter havde han fået lavet denne:

Ja, nu er navnet jo helt åbenlyst bortcensureret af blog-hensyn men se lige alligevel!

Den er blevet perfekt, lige som han ville have den.

Det helt rigtige stilmæssige udtryk og - synes jeg - en sej manifestation af en fantastisk oplevelse og livsbegivenhed.

Barnet belønner allerede initiativet ved at prikke til fars brystkasse med en stiv pegefinger og stave til sit eget navn. Det er ultrakært!

(P.S. Når vi nu alligevel kigger på billeder af min mand uden tøj på, så tillad mig lige i den forbindelse af påpege, at jeg godt er klar over, at jeg er meget, meget heldig!)

Spelt-vuggeren

Min lille Bagermester Harepus har sammen med resten af gul stue brugt dagen i dag på at bage speltboller.

Ifølge de glade vuggestue-voksne betød det, at ca. 1/4 af eftermiddagen blev brugt på rent faktisk at bage bollerne, mens 3/4 blev brugt på rengøring af gulv, loft, vægge, div. flader, redskaber og ikke mindst børn.

Men det var ok; de havde allesammen hygget sig og derefter spist deres lækre frembringelser, og havde endda nogle med hjem til deres benovede forældre = os.

Med andre ord: Verdens Vildeste Vugger er gået fra "kun" at fodre mit barn for mig, og udstrækker nu servicen til også at fodre mig, endda på det der kritiske tidspunkt lige efter arbejdsdagen og i god tid inden aftensmaden.

Konceptet holder 100!!!

Se lige de fine, bittesmå speltboller, som de har bagt med deres fine, bittesmå fingre.

Det er virkelig de små forskelle, der skiller ikke-forældre fra forældre; f.eks. om man ukritisk spiser ting, der er fremstillet af vuggestuebørn, fordi man er lige ved at dø over den massive cute-faktor.

(lækre var de i øvrigt også... Måske man skulle ryste en opskrift ud af dem, henne i vuggeren...?)

Boglig?

Min E-bog trænger akut til fodring, så jeg har virkelig brug for hjælp fra jer læsere!

Hvad skal jeg købe?

Som rettesnor kan jeg afsløre, at listen over mine yndlingsforfattere tæller blandt andre Margaret Atwood, Ken Follett, Anne Rice og Marian Keyes (ja, ret forskelligt...!).

Og at min samling af chick lit fylder en hel hylde i en reol... Mens min krimisamling fylder en hel reol for sig selv. Her er særligt Ian Rankin overdrevent repræsenteret, mens nyeste idoldyrkelse centrerer sig om Lars Kepler (Alexander og Alexandra Ahndoril... Du har hørt om "Hypnotisøren", og ja! Den ER så god. Læs den straks!!).

Egentlig troede jeg, at jeg skulle læse "50 shades of grey" (bare for at se, hvad alt hypen handler om), men efter at have læst denne anmeldelse her, er jeg blevet overbevist om, at anmeldelsen er bedre skrevet end bogen, så det har jeg droppet igen.



Men hvad dælan så?!

Hvad skal I have med på sommerferie til at læse i, og hvorfor?

Humor

Jeg må simpelthen dele det her, som er noget af det sjoveste, jeg længe har set:

Aftenshowet den 14. juni 2012

Lige meget, hvad man synes om Rytteriet og om den danske sangskat, så er dette her bare alt, alt for sjovt på så mange planer!

Æv, hvor ville jeg ikke bytte job med intervieweren! Hun skal både holde det forargede barnebarn bare nogenlunde på sporet inden for rammerne af dagens emne, og samtidig holde masken fuldstændig upåagtet, at han jo er præcis en lidt ældre version af to af Rytteriets andre figurer!

Og så i øvrigt forsøge at abstrahere fra alle de spørgsmål, hans bizarre tankerække frembyder til...!

Altså, var det nu også VIRKELIG obskøn kunst med kongehuset som motiver, der slog Mærsk ihjel?! Virkelig??!! Og er der reel grund til at befrygte, at Rytteriets brug af denne sang ligefrem vil slå andre ældre medborgere ihjel, og således retfærdiggøre, at manden direkte ligestiller de to humorister med mordere (i øvrigt på trods af deres, synes jeg, meget oprigtige og fine undskyldning)? Og kan man nu være absolut sikker på, at folk vil begynde at skråle "pikken!!" helt umotiveret, hver gang den fine, gamle sang afsynges?

Humor er en løjerlig ting, og heldigvis er vi alle meget forskellige mennesker.

Men jeg priser mig nu altså lykkelig for, at jeg kan grine så højt og inderligt af dette indslag i Aftenshowet, at jeg nær havde vækket E!

Særligt, hvis alternativet er, at man er født helt uden humor! For det er da næsten på linje med et svært handicap!

Junkie

Mja, ok. Det er så lige en spelt-galet, der er i gang med at møde sit endeligt. Men det KUNNE lige så godt have været en marmelademad! I øvrigt er det en af Strikkeoraklets kreationer, barnet har på. Opskriften hedder "Sukkerdrys-kjolen"...!

Det er weekend, og herhjemme fejres den slags - og i øvrigt også andre glædelige begivenheder - med sukker.

I weekenden bliver der nemlig hentet morgenbrød (når jeg skriver "bliver", er det fordi, det naturligvis hverken er mor eller barn, der bliver smidt på cyklen tidligt om morgenen...!), typisk fra Krummen & Kagen eller fra den økologiske bager på Rosenvængets Allé, og så må man få en lille smule marmelade (gerne farmors hjemmelavede) på sit brød.

Nogle gange er der også et stykke kage e.l. til deling, og så får familiens mindste naturligvis også lov til at smage.

Hun gider egentlig ikke det store sukkershow. Hun får lov til at smage kage og lignende søde sager, men spiser sjældent mere end en teskefuld.

E! spiste sukker for første gang på sin 1-års fødselsdag, hvor hun spiste en stump ægte fynsk brunsviger og en halv af disse hjemmebagte muffins med blåbær og chokolade: 

Naturligvis får E! ingen søde drikke eller slik, dvs. altså lige bortset fra dengang, hvor hun for første gang fandt ud af at åbne skuffen i stuebordet og fandt en vildfaren skumfidus, som hun til forældrenes udelte panik straks proppede i munden med et højlydt "UUUHMMM!!".

Man kan ikke bebrejde barnet. Hun er trods alt vant til, at alt hvad der er lyserødt, tilhører hende...

Generelt er vores såkaldte "sukkerpolitik" (du godeste, hvor er det dog et helt utroligt fesent ord/begreb!!) vist, at man kommer langt med sund fornuft og en alt-med-måde-holdning.

Jeg tror ikke på, at fanatisme med noget som helst nogensinde har gjort nogen noget godt. Naturligvis skal små børn ikke have en hel masse sukker, for det er der overhovedet ingen grund til; så spiser de sig mætte i det i stedet for alle de vigtige fødevarer, de også skal have.

På den anden side tror jeg heller ikke på fuldstændig askese, jeg synes at det er et meget mærkeligt virkelighedsfjernt vakuum at holde sine børn i. Vores oplevelse er, at hvis noget er totalt forbudt, så er det bare det eneste, E! kan holde ud at tænke på/beskæftige sig med/pille i/ville have helt vildt.

Hvis man derimod afdramatiserer maden og indtager en lidt mere nonchalant holdning til fødevarer, mens man naturligvis sørger for at servere god og sund mad og kun nogle gange tilbyder sukker, uden at gøre et stort nummer ud af det, så tror jeg altså at man har en større chance for at opbygge et roligt, fornuftigt og rimeligt forhold til alt det usunde, som hun jo på et eller andet tidspunkt alligevel stifter bekendtskab med uden for vores kontrol (med mindre altså hendes far gør alvor af truslen om at flytte med hende på kollegie og sove under hendes seng om natten med et haglgevær...).



Under alle om stændigheder synes jeg, at debatten er fuldstændig kørt af sporet, når sukker betegnes som eller sidestilles med narkotika!

Hør nu godt efter: sukker er IKKE narko.

Jeg arbejder på Vesterbro. Hvis man er et sekund i tvivl om, hvad rigtig narkotika gør ved menneskers liv, er man hermed officielt inviteret på en gåtur ad Reverdilsgade sammen med mig. Medbring småpenge og medfølelse, men lad venligst politisk overkorrekte fanatiske udtalelser om børn blive hjemme, tak.

Party-Party

Pyyyh, hvor har jeg været på vulkaner i weekenden!

Faktisk i flere dage i træk, og også i weekenden før det.

Er det ikke vildt, hvordan der ofte går måneder, hvor man overhovedet ikke fester, og så lige pludselig samler fest og farver sig i kalenderen som perler på en snor?

For det første må jeg lige bemærke, at det var et fantastisk bryllup i lørdags. Smuk brud, smukke brudepiger (i al beskedenhed), og billeder af mig i min fine, lyserøde brudepigekjole (se her) kommer naturligvis på bloggen senere.

I mellemtiden synes jeg snart, vi trænger til en drink (til...).

Derfor kommer der lige en anbefaling fra mig til jer; nemlig FUGU.

Det er et enormt hyggeligt sted, centralt placeret og med masser af stemning i de forskellige indendørs og udendørs rum. Som insiderviden kan jeg tilføje, at badeværelserne er pæne og bartenderne charmerende. Derudover er der naturligvis glimrende cocktails til rimelige priser, i forhold til location osv. 

Særligt er jeg helt vild med deres "Strawberry Fool"; Hjemmelavet vanillevodka, Aperol, blendede jordbær, lidt honning og et skvæt fløde med vanille i.

Uhm! En fatal kombination af ingredienser, der smager af sol og sommer og vanillekoldskål med jordbær i, men som altså (advarsel!) indeholder alkohol, selvom man slet ikke kan smage det.

Alt i alt god grobund for onde tømmermænd dagen derpå.

Og efter sådan en weekend på høje hæle med cocktails, bryllupsfest og dans i de sene nattetimer, er det næsten lidt svært at afgøre, hvad der gør mest ondt: hovedet eller fødderne...?!

Taking the Liberty

Jeg ved det godt; Liberty er noget fedt stof.

Men et eller andet sted er det altid en afvejning, om noget er så ekstra meget fedt, i forhold til, hvor meget mere, man skal betale for det, i forhold til gennemsnitsprisen.

Sådan lidt; kage er godt. Jeg vil gerne give en del flere penge for kage, hvis der er tale om en brownie fra Lagkagehuset (nu bare lige for at tage et eksempel, et helt tilfældig ét, jeg er IKKE LKH-browniejunkie! Ret meget... Længere), men ikke f.eks. 150 kr. mere (who am I kidding? Hvis man kunne købe de brownies i metermål ville jeg lægge hele min løn i den biks...!), vel?

Hvorom alting er, så mangler E! sommerbukser, så jeg drønede straks til symaskinen. Og i garnkurven.

Og vupti; nu er der forholdsvist hurtigt syede sommerbukser i lækkert let bomuld, og med små hæklede lommer i økologisk bomuldsgarn.

Lige til sommeren (hører I, vejrguder? S-o-m-m-e-r-e-n, blev der sagt!)

Bukserne er syet af noget (ikke-Liberty-like) stof, jeg købte på ferie sidste år for ingen penge! Sådan, 25-30 kr. pr. meter e.l. Heldigt, at der var god plads i kufferten til en meter stof eller to. Eller 10...!

De hjerteformede perlemorsknapper er nogle, de har hos min garnpusher i Fiolstræde.

Mønsteret til bukserne er Onions, men med ca. 3 cm. længere ben og 4 cm. længere foroven, der så bukkes ned til 2 løbegange øverst, så det bliver mere behageligt om den lille vom.

Poseeffekten ved anklen er blevet rigtig god, synes jeg, og lommerne er en kær lille detalje.

Det bliver skønt at hælde E! i sommerbuksen og samtidig vide, at der er bukser for ca. samme pris som en lille softice uden drys.

Hvis dette indlæg virker en smule længselsfuldt efter sommer, er det nok ikke et tilfælde.

Send flere bøger!

Nu kom jeg jo forleden til at prale af afsløre, at min pinse gik med udendørs afslapning og læsning.

Straks forestillede man sig for sit indre øje (eller ikke...), hvordan jeg lå henslængt på overskudsmaner under kundskabens træ med en tyk bog om fransk indenrigspolitik før første verdenskrig...

Intet kunne naturligvis være længere fra sandheden.

I stedet dovnede jeg på græsset med denne her bog:

Jeg har lånt den af min mor.

Det startede med, at jeg læste forgængeren, Send Mere Sex, da vi var på weekend hos mine forældre, og så gav det jo god mening også at låne 2'eren.

Jeg ved godt, at Anne-Grethe Bjarup Riis er hende, folk står i kø for at hade.

Personligt har jeg dog så dyb respekt for, at hun i den grad har sine meningers mod og virkelig brænder passioneret helt ind i hjertet for de ting, hun mener, at jeg ikke kan blive rigtig træt af hende. Heller ikke når jeg er uenig med hende.

Selvom Send Mere Sex er medforfattet af Trine Appel er det fælles for begge bøger, at der er ret meget Bjarup Riis i dem.

Til gengæld får man set lidt det hele af begge damer på bogens forside...!

Jeg følte i hvert fald, at jeg kom helt ind under huden på sidstnævnte, mens jeg fulgte Helene Sandholms op- og nedture i arbejdslivet, sexlivet, parlivet, moderlivet og underlivet.

På den måde føles bøgerne næsten selvbiografiske, selvom jeg naturligvis ikke tror på, at de damer har været ude for alt det, der sker med hovedpersonen - men jeg er sikker på, at de tilsammen kender nogen, som har.

På den måde bliver bøgerne både meget personlige, men også en samling af en hel række kvinders problemer, oplevelser og utrolige livssituationer, der i stedet sker for én kvinde; hvilket tilfører bøgerne et komisk/tragikomisk element.

Overordnet blev jeg i hvert fald godt underholdt, og selvom begge bøger er ret hæsblæsende og måske ville gøre sig bedre som filmmanuskripter end som bøger, så kunne jeg sagtens finde på at anbefale dem videre.

Måske er det dem, du skal have med på ferie eller til stranden til sommer (hvis det nogensinde bliver vejr til andet end at fryse ihjel der...!)?

Det bliver dyrt!

Arj, er det ikke typisk?!

Her tror man, at man har posted et udemærket blogindlæg for et par dage siden, og så har blogger åbenbart ædt det.

Pokkers...!

Nå, men heldigvis har jeg fundet et plaster, som kan kurere alle sygdomme og alt dårligt humør!

Måske er det en gammel nyhed, men der er altså flere og flere online shoppingsteder, hvor man kan reservere ting, og så købe online senere, eller hente og betale i butikken, når man gider.

Jep; man kan sidde hjemme og vælge det nyeste og bedste, når det udkommer, men uden at købe før man har prøvet det på.

Jeg skulle hilse fra mit dankort og sige "Argh, hjælp! Skån mig!!".

De har f.eks. sådan en "Click & Collect"-service i Bianco, se her.

Jeg manglede sko til på lørdag, hvor jeg som stolt brudepige skal op af gulvet bag min smukke veninde CoolL, men det gør jeg så ikke længere, da!

De andre brudepiger skal vist have sølvsko på, og ehm, skik følge eller brudefølge fly (eller hvad det nu hedder), så det skal jeg jo også:

Smukke, ikke?

De skærer på det helt rigtige sted på mit ben, nemlig neden for anklen i stedet for oppe på selve anklen, hvor ens ben bliver visuelt kortere OG det ligner, at det stakkels ben er ved at blive kvalt.

Disse er perfekte! Og så ligner de sådan en rigtig dansesko på den fede, lidt retro måde.

Jeg kan lige se dem for mit indre øje foxtrotte over gulvet hos Violet Vinter.

Nu må vi se, hvordan de holder distancen på Frederiksberg på lørdag. Så er spørgsmålet bare, om jeg kan have dem på et par timer på kontoret hver dag, helst lidt diskret, for at gå dem til...?

Sommerf(r)isk

Vi er ikke hjemme.

Eller, ok, lige nu er vi, men ellers er hele pinsen blevet brugt udenfor.

Vi har skambrugt Classens Have og selvom bybarnet E! først var lidt påholdende overfor at gå uden for tæppet, kom hun meget hurtigt efter det.

Hun har sovet, spist enorme mængder af frokost, hilst kærligt på bænkebiddere, mariehøns og fede duer, sagt hej til en masse andre børn, råbt af hegnet rundt om den legeplads, der er under konstruktion derinde (har I set den? Det ser lovende ud, synes jeg...!) , viftet med pinde, kastet med sten og løbet op og ned af græsplæner og skrænter med sine små tykke ben.

Arj, hvor bliver man sulten af frisk luft. Og beskidt på benene...!

Ikke overraskende har hun derfor også ædt som et tærskeværk til aften.

Menuen her til aften stod på grillet lyssej med salat, nye kartofler og citronsauce (E!'s portion dog citronsauce uden citron...).

Hov, og E!'s mor, hvad har hun dog lavet, udover at tæske rundt efter en overivrig E!, som følte det nødvendigt at rende rundt til alle duer i parken og lige informere om, at "PIP-PIP-PIIIP!!"?

Jo, hun har ligget på et tæppe med en bog. Under denne her himmel:

Åh, pinse med pinsevejr er et hit, altså!!

Teambuilding i solen

Det er altid godt at banke støvet lidt af kollegaerne og komme ud af kontoret - særligt på en dejlig sommerdag som i dag.

Vi har haft temadag på mit arbejde, og udover et oplæg om stressforebyggelse, som vi vist alle kunne bruge at tænke over, har vi været ude hele dagen.

Udover at mine skuldre er blevet let rosa, fik jeg meget ud af dagen, ikke mindst socialt.

Og så opdagede jeg også et par ting om mig selv gennem de rollespil/opgaver mv., vi blev udfordret med.

Bl.a. at jeg er langt mindre konfrontationsivrig, end jeg selv troede (og det siger en del!!), og at jeg stadig kæmper meget med ikke at overtage roret, når jeg ved, hvilken retning skuden skal i.

F.eks. skulle vi krydse et "minefelt" lavet af rebtern. Jeg havde på forhånd set det komme, og i øvrigt varslet det overfor nogle kollegaer. Det er det samme hver gang! Min reaktion, altså. Den kan nogenlunde stilles sådan op:

("OK! Det ved jeg tilfældigvis LIGE, hvordan man gør bedst og smartest og hurtigst og mest ordentligt!!"

... "Men jeg må hellere liiiige lade de andre komme til, og ikke tage styringen med det samme...")

1 minut med snik-snak i gruppen - 2 minutter med manglende initiativ og afventen - 3 minutter med gåtur om den varme grød - 4 minutter med misforståelser - 5 minutter med halvdårlige forslag senere...

("ARGH!!! Så stop dog, folkens!! Jeg eksploderer! HULK MÅ ORDNEOGSTYRE...!")

Mig: "Ehm, jeg tror altså, at det er bedst, at vi gør sådan og sådan. Hør; du stiller dig der, dig med brillerne herover, jeg gør tegn med det ene ben, når dig med sandalerne skal hoppe, ok?! Er alle med?! Godt, så går vi i gang!"

Og jeg ville ønske, jeg bare kunne afskrive det med den der berømte "mor-effektivitet-nu-skal-jeg-lige-ordne-dine-agurker-og-tørre-dig-om-munden", men den var også gal pre E! (selvom jeg godt kan genkende, at det er blevet meget værre nu, hvor jeg er sprunget ud af moderskabet).

Jeg læste engang en brevkasse, hvor en ulykkelig ung kvinde skrev, at hun bare ikke kunne tøjle sin lyst til at ordne sin mad; særligt burgere. Når hun fik en burger e.l. MÅTTE hun bare skille den ad for at bygge den pænt og nydeligt op igen.

Og problemet havde antaget et omfang, hvor hun også var begyndt næsten ikke at kunne styre lysten til at ordne ANDRES burgere.

Måske skulle hun og jeg lave en terapigruppe sammen...?!

Bukker under?

E!'s absolutte yndlingsbog for tiden (eller med hendes ord; "Båu!"... "BÅU!!") er og har længe været denne:

Simpelthen det klassiske eventyr i en version genfortalt af Ole Thestrup og illustreret af Roald Als.

Det sjove ved netop denne historie er naturligvis de vilde dramatiseringer, man som forældre får lov at kaste sig ud i.

I hvert fald kan man sagtens få E! til at hvine af fryd, når trolden "kommer og ÆÆÆÆÆDER DIG!!!", mens man gnaver på hendes små fingre, og så sent som i dag kluklo hun så hårdt, at hun var ved at falde ned af mit lår, da "Store Bukkebruse" (mig) stangede "trolden" (en gnæggende og ansigtsforvrænget udgave af the artist formerly known as hendes far) lige "så langt væk, at ingen har set ham siden".

Udover den klassiske, gode historie, så er lige præcis denne udgave så anbefalelsesværdig på grund af lige netop trolden!

Roald Als har simpelthen formået at få trolden til at LIGNE Ole Thestrup! (No offence til Thestrup, men altså...!).

Det er virkelig overlegent tegnet, og E! er helt vild med trolden; hun kan slet ikke vente, til vi kommer om til de sider, hvor trolden er mest i fokus.

Jeg bukker mig derfor i støvet og anbefaler denne bog til alle børn, forældre og deslige, inden jeg bukker under og læser den for E! igen. Og igen. Og igen. Oooog igen!

Bogen kan f.eks. købes her.

Sjovere end at se det tørre!

Vi har haft arbejdsweekend.

Men det har været meget, meget sjovere end det lyder!

E! var taget på ferie hos sin mormor og morfar, så hendes forældre levede weekenden, som om de var 19 år igen.

Primært fordi arbejdsweekenden indebar, at vi skulle flytte tv'et ind til sengen, så i princippet vi var en stak bøger og telefonnummeret på et take-away-pizzaria fra at være tilbage i vores første, 1-værelses lejlighed fra uni-tiden.

Arbejdet, som arbejdsweekenden var dedikeret til, var malerarbejde; vores spisebord var revnet (...?!) og vores tv-møbel var et gør-det-selv-projekt, jeg har købt på et loppemarked engang, i øvrigt for den nette sum af 75 kr.

Efter talrige lag maling er jeg faktisk ganske godt tilfreds med resultatet:

Særligt når man tænker på, at udgangspunktet var dette:

Det allerfedeste ved at male sit spisebord (ca. 117 gange, i øvrigt...!) er dog, at man jo så ikke har noget sted at spise.

Og så er man jo faktisk nødt til at spise ude! Så vi lod malingen tørre uden vores assistance og hoppede i noget andet tøj, og tog ud for at spise på Madklubben Steak i Pilestræde.

Jeg æææælsker Madklubben! Jeg har prøvet at spise på 3 ud af 6, og er stor fan af konceptet, det kan bestemt anbefales! Hvis du ikke allerede har spist der, så kom afsted. Straks!

Om ikke andet, så kan det bestemt anbefales at krydre sine gør-det-selv-projekter med indtagelse af gigantiske bøffer og en betragtelig mængde gode vine.

For-75-kr.-tv-møblet blev følgeligt savet til, så det nu kun er et semi-hjørneskab (så er der også god plads til ledningsindgange på alle de hylder, der rummer router, Wii, PS3 og andet legetøj) og malet og malet igen og malet igen. Og igen...!

Alt i alt dog bestemt en forbedring! Skabet er i hvert fald gået fra dette:

Til dette:

Eller med andre ord; fra 75 kr. til 1 million. Mindst! Det er da en værdistigning, man kan forstå.

Uh, der er nu ikke noget som en god handel...!