Tiger på spring

Det er næsten altid tragisk, når et menneske dør i en meget ung alder.

Og naturligvis forstår jeg godt, at tigerangreb det ikke er hverdagskost i Danmark, og at slige hændelser derfor uværgeligt vil medføre en del medieomtale.

Men nogle overskrifter er simpelthen for tåbelige, selv i agurketiden! F.eks. denne her, om hvad man skal gøre, hvis man nu bliver angrebet af en tiger...(!?)

Kom glad!

Det bliver faktisk direkte ufrivilligt morsomt, når Ekstra Bladet i artiklen spørger så dumt, at de får et helt åbenlyst svar tilbage:

EB: "Hvad skal man så gøre, hvis man havner foran en tiger?"

Zoolog og dyrepasser Jens Sigsgaard: "Umiddelbart bør man først og fremmest forsøge at undgå at komme i en sådan situation" 

Øøøh. Tja...!!

Og lad mig allerede nu komme alle landets medier på forkant: med mindre den afdøde ligefrem har valgt at efterlade sig et overraskende sammenhængende, velformuleret og detaljeret brev e.l. om sine bevægegrunde og motiver, så får vi nok aldrig at vide, hvad dælan han skulle i den tigerindhegning om natten.

Men lige meget, om der er tale om en ulykke, en kriminel handling, et spektakulært selvmord eller noget helt fjerde, så vil jeg gerne på det kraftigste have mig frabedt nogle mediers dæmonisering af tigere på denne her baggrund!

Ærligt talt!! Tigere er territoriale dyr, som naturligvis reagerer i overensstemmelse med deres instinkter!

At bebrejde dem noget svarer til at skælde stuebordet ud, hver gang man støder sin tå på dets ben (ikke, at jeg ikke gør det ofte og med stor iver. Skælder ud på det infame stuebord, når jeg slår mig på det, altså... Men det bliver det jo ikke mere rigtigt af!).

Min mening bliver ikke mindre stærk af, at jeg helt sikkert ville være en tiger, hvis jeg var et dyr. Bl.a. derfor er jeg Tigerpartner i WWF.

Må jeg minde om, at disse store kattedyr er så truede som art, at de er udryddelse nær? Klik ind og kig på, hvordan man støtter WWF's tigerindsats allerede nu.

Det er godt nok et gammelt billede, men ja. Det er mig MT (Med Tiger).

Og må jeg så i øvrigt foreslå stiftelse af en forening for fremme af lidt mindre fladpandede avisartikler også i sommerperioden...?!

Sommerhår

Min søster er verdensmester i hår.

Eller; hun har ganske vist ikke vundet guld ved VM endnu, men hun er en vildt dygtig frisør, som har (vundet alt andet...!) konkurreret i DM og VM og vundet et utal af medaljer ved begge.

Til efteråret deltager hun i VM igen, og jeg hepper naturligvis!

I weekenden havde vi besøg af hende, og så fik jeg sommerhår:

Som i alle andre sammenhænge er "efter"-billedet en hel del smukkere end "før"-billedet:

Sølvpapirsheksen slår til, når du mindst venter det...!

Direkte skelsættende blev det dog, da husets yngste fik sin første klipning!

Hun klarede det rigtig fint, gjorde E!, og det var jo ikke fordi hun skulle have mange millimeter klippet af; bare lige det yderste fehår i pande, nakke og sidekrøller, så håret får lidt form og i hvert fald bare stedvist er lige langt.



"Er du færdig? Så sætter jeg lige denne her klemme i...!"

Naturligvis skrabede vi de små, afklippede nakkehår op fra gulvet og har gemt dem til evig arv og eje i E!'s "baby's første..."-bog (I ved, sådan en, man alligevel aldrig får lavet færdig før barnet er i konfirmationsalderen...!)

I vanlig overdrevet cool frisørstil havde kunstneren naturligvis valgt at dekorere sig selv med "eventhår", fordi hun lige havde været til frisørbryllup. Og fordi hun kan! Jamen; hvis jeg havde hendes evner, ville jeg jo have noget nyt, vildt hår hver dag. Tænk bare lige at kunne ændre på garnet efter forgodtbefindende! Det gad jeg godt!

Pink City-Leopard

Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at hendes mega seje hår ligefrem vakte opsigt, men da vi var på Ben & Jerrys stod der tilfældigvis en frisørelev bag disken, og prøvsåligeatSE EN IS, VI FIK...!!

Dette er 2 kugler. Jo det er!

Jeg opfordrer hermed alle til at heppe på min søster og resten af holdet ved VM. Om ikke andet, så tænk lige på, hvor stor en is, jeg får, hvis jeg kommer slæbende med en guldvinder under armen?!

Nu med bil!

... Eller næsten, så!

Nu med købskontrakt på en bil, i hvert fald.

Så mangler vi bare rent faktisk at få leveret bilen, hvilket sker på et eller andet mindre belejligt tidspunkt efter vores sommerferie, hvor vi ellers havde pænt meget brug for den.

Men sådan er det; You snooze you lose! Som det gamle ordsprog siger...

Hvis vi ikke havde overvejet i månedsvis, lavet skemaer, diagrammer, læst anmeldelser, prøvekørt, beregnet alt fra ÅOP til benzinøkonomi på længere strækninger osv., ville vi have haft kørt rundt i bilen i flere måneder nu.

Men ok; hvis vi ikke havde lavet et overdrevet grundigt og velovervejet fodarbejde før købet, ville vi jo ikke være os, vel?

Æren skal særligt gå til min bedre halvdel, som har taget teten planlægningsmæssigt (hvem derude havde opdaget, at hvis én af os skal udnævnes til impulsshopperen i dette parforhold, så er det nok mig...? Kom nu; hænderne op?).

Valget faldt på denne, ifølge flere anmeldelser "mest-økonomiske-familiebil-i-landet", bil:

Ja, som skarpe hjerner vil have konkluderet ud fra det faktum, at vi ikke har fået bilen endnu, er dette modelbilleder.

Men det er en rigtig fin og rummelig bil, og hold da K..., hvor skal vi I IKEA når vi får den, og bare køøøøøre ting hjem til lejligheden! Fordi vi kan!!

Man kan næsten høre det, ikke? "I-K-E-A!"

Hele dette bilkøbshalløj har været sjovt, informativt og fremfor alt cementeret det faktum, at vi ikke er "bil-mennesker".

Jaja, nu har vi (snart, altså) en bil og alt det, men vi er ikke og bliver aldrig dæksparkende, karburatorsludrende, bilmagasinabonnerende, bilferiehungrende, motorolieskiftende, vinterdækbelærende, hækspoilerbeundrende bilmennesker.

Det blev i hvert fald til en hel del akavede samtaler med bilsælgere, som lige så godt kunne have talt swahili.

Min personlige favorit var metallak-samtalen. Den gik nogenlunde sådan her:

Sælger: "Har I overvejet noget mere ekstraudstyr, f.eks. metallak?"

Mig: "Mja, jeg kan se at det koster 6500 kr. ekstra... Øh... Hvad gør det?"

S: "Jo! Altså alle biler får 5 lag lak, men ved metallak får bilen et ekstra lag, dvs. i alt 6 lag lak, så bilen får en helt anden glød i farven"

M: "Ok... Og så beskytter det bedre mod rust, eller..?"

S: "Øh, nej, det er det samme"

M: "Ok... Beskytter det bedre mod... noget andet, så?"

S: "Nej, den almindelig lak er rigeligt fint, der er ingen forskel i funktionaliteten"

M: "... Ok... Øh... Så det gør ingen forskel overhovedet...?"

S: "JO! Bilen får en hel anden, perlemorsagtig glød og en virkelig flot finish!"

M: "Aha. Men... Så det er... Sådan, rent kosmetisk...?!"

S: "Tja, det kan du jo sige, ja"

M: "... til 6500 kr.?"

S: "Ja. Det bliver VIRKELIG flot!"

M: "Hm. Tror umiddelbart bare at vi nøjes med de almindelige 5 gange lak, tak"

Som sagt; swahili. Jeg ved ikke, hvilken planet bilsælgere er fra. Men det er ikke den samme som jeg er født på...!

Nu glæder jeg mig bare til at få bilen. Også selvom den er uden perlemorsglød...!

Spontan sommerhygge

Min mor siger, at man som børnefamilie altid skal sørge for at have noget "panikmad" i fryseren.

I ved, til de der dage, hvor jeg troede at han havde været i Netto og han troede at jeg havde, og den ene hentede E! og den anden kom senere hjem fra arbejde end planlagt og ingen derfor rent faktisk kunne nå at gå i Netto og handle også inden aftensmaden.

Sådan, bare som helt tilfældigt valgt eksempel...

Og det har vi naturligvis så!

Ehm, men nogle gange er det også bare helt vildt hyggeligt at købe en pizza og spise i parken.

Det var nemlig lige, hvad vi gjorde i går. Det var bare så dejligt vejr, og naturligvis skulle eftermiddagen/aftenen tilbringes på et tæppe med pizza og en travel size køletaske med medbragt grønt tilbehør, drikkevarer til børn og voksne og vandmelon og jordbær til dessert.

Så kunne far og datter også lige spæne lidt rundt og lege, rutsje og fodre duer.

Særligt i starten var duefodringen meget stille og rolig.

Så kom mit kvikke og gavmilde barn i tanke om, at hvis duer kan lide små krummer af pizzaskorpe, må de jo være helt vilde med et helt stykke pizza!

Derfor hentede hun resolut det største stykke, hendes små fingre kunne holde om, og jagtede i fuld fart de på dette tidspunk forholdsvist opskræmte duer, mens hun for at forklare dem sagens rette sammenhæng af fuld hals brølede "DET' DIG!!! DET' DIIIIG!!!" (formodentlig mente hun "det' til dig!").

Barn og due i fuldt firspring

Vi fandt aldrig ud af, om duer er interesserede i hele stykker af pizza. Ingen af de velnærede fugle havde trods alt mod til at komme tæt nok på E!

Man forstår dem godt.

At lære det

Skal vi ikke lige snuppe en dejlig solskins-top-5 oven på en dejlig dag? Jo, vi skal da!

Her er den:

Top 5 indsæt-selv-slutningen-på-denne-sætning:

"Så kan jeg lære at...":

1) Huske at smøre barnet ind i solcreme, men glemme mig selv...!

2) Have åndssvagt sart, tæt-på-vampyr-agtig, solskinsfølsom hud,

3) Have et barn, der er overdrevent glad for gyngerne og for nuttet til at sige nej til,

4) Tage en halter-top på på legepladsen...

5) Tage en bikinitop på under toppen, der har tykke bindebånd ned af ryggen...!(!!!)

Og må jeg have lov at tilføje, at E! i denne weekend har fået 2 kindtænder (det barn får altid 2 tænder på en gang! Symmetrisk, men næppe hensigtsmæssigt!) og at der formentlig er flere på vej.

Hun er vågnet hver time hele aftenen og med min ryg bliver natten virkelig et tæt løb om, hvem af os der får mindst søvn.

Jeg tror at svaret lige meget hvad er mig...!

Dummebøder er dermed overflødige. Men eftersom skaden jo er selvforskyldt og dybt, dybt tåbelig, modtager jeg gerne et BUH-råb eller to...! :-S

4ever

Han har talt om det i rigtig lang tid, har min mand.

Om at få E!'s navn tatoveret på sig.

Jeg synes naturligvis, at det er alt for sejt, så jeg støttede bestemt ideen.

Mange motiver, designs, skrifttyper, placeringer, størrelser og udseender er blevet overvejet, drøftet, vendt og forkastet i processen.

For en tatovering er en blivende ting, og naturligvis skal det være det helt rigtige. Noget man ikke fortryder og som holder i lang tid. Faktisk for altid, jo!

Det var bl.a. derfor, han valgte E! som genstand for kropskunsten.

For lige meget, hvad der er sket eller kommer til at ske, så er hendes ankomst for 1½ år siden så stor en begivenhed, at den er værd at markere på en så permanent måde. Og samtidig er hun en begivenhed, der altid vil være i hjertet og som man ikke kan fortryde.

For 2 uger siden gik han så herind:

... Hvor de var rigtig flinke og dygtig og tog sig godt af ham.

Efter ca. 45 minutter havde han fået lavet denne:

Ja, nu er navnet jo helt åbenlyst bortcensureret af blog-hensyn men se lige alligevel!

Den er blevet perfekt, lige som han ville have den.

Det helt rigtige stilmæssige udtryk og - synes jeg - en sej manifestation af en fantastisk oplevelse og livsbegivenhed.

Barnet belønner allerede initiativet ved at prikke til fars brystkasse med en stiv pegefinger og stave til sit eget navn. Det er ultrakært!

(P.S. Når vi nu alligevel kigger på billeder af min mand uden tøj på, så tillad mig lige i den forbindelse af påpege, at jeg godt er klar over, at jeg er meget, meget heldig!)

Spelt-vuggeren

Min lille Bagermester Harepus har sammen med resten af gul stue brugt dagen i dag på at bage speltboller.

Ifølge de glade vuggestue-voksne betød det, at ca. 1/4 af eftermiddagen blev brugt på rent faktisk at bage bollerne, mens 3/4 blev brugt på rengøring af gulv, loft, vægge, div. flader, redskaber og ikke mindst børn.

Men det var ok; de havde allesammen hygget sig og derefter spist deres lækre frembringelser, og havde endda nogle med hjem til deres benovede forældre = os.

Med andre ord: Verdens Vildeste Vugger er gået fra "kun" at fodre mit barn for mig, og udstrækker nu servicen til også at fodre mig, endda på det der kritiske tidspunkt lige efter arbejdsdagen og i god tid inden aftensmaden.

Konceptet holder 100!!!

Se lige de fine, bittesmå speltboller, som de har bagt med deres fine, bittesmå fingre.

Det er virkelig de små forskelle, der skiller ikke-forældre fra forældre; f.eks. om man ukritisk spiser ting, der er fremstillet af vuggestuebørn, fordi man er lige ved at dø over den massive cute-faktor.

(lækre var de i øvrigt også... Måske man skulle ryste en opskrift ud af dem, henne i vuggeren...?)