Junkie

Mja, ok. Det er så lige en spelt-galet, der er i gang med at møde sit endeligt. Men det KUNNE lige så godt have været en marmelademad! I øvrigt er det en af Strikkeoraklets kreationer, barnet har på. Opskriften hedder "Sukkerdrys-kjolen"...!

Det er weekend, og herhjemme fejres den slags - og i øvrigt også andre glædelige begivenheder - med sukker.

I weekenden bliver der nemlig hentet morgenbrød (når jeg skriver "bliver", er det fordi, det naturligvis hverken er mor eller barn, der bliver smidt på cyklen tidligt om morgenen...!), typisk fra Krummen & Kagen eller fra den økologiske bager på Rosenvængets Allé, og så må man få en lille smule marmelade (gerne farmors hjemmelavede) på sit brød.

Nogle gange er der også et stykke kage e.l. til deling, og så får familiens mindste naturligvis også lov til at smage.

Hun gider egentlig ikke det store sukkershow. Hun får lov til at smage kage og lignende søde sager, men spiser sjældent mere end en teskefuld.

E! spiste sukker for første gang på sin 1-års fødselsdag, hvor hun spiste en stump ægte fynsk brunsviger og en halv af disse hjemmebagte muffins med blåbær og chokolade: 

Naturligvis får E! ingen søde drikke eller slik, dvs. altså lige bortset fra dengang, hvor hun for første gang fandt ud af at åbne skuffen i stuebordet og fandt en vildfaren skumfidus, som hun til forældrenes udelte panik straks proppede i munden med et højlydt "UUUHMMM!!".

Man kan ikke bebrejde barnet. Hun er trods alt vant til, at alt hvad der er lyserødt, tilhører hende...

Generelt er vores såkaldte "sukkerpolitik" (du godeste, hvor er det dog et helt utroligt fesent ord/begreb!!) vist, at man kommer langt med sund fornuft og en alt-med-måde-holdning.

Jeg tror ikke på, at fanatisme med noget som helst nogensinde har gjort nogen noget godt. Naturligvis skal små børn ikke have en hel masse sukker, for det er der overhovedet ingen grund til; så spiser de sig mætte i det i stedet for alle de vigtige fødevarer, de også skal have.

På den anden side tror jeg heller ikke på fuldstændig askese, jeg synes at det er et meget mærkeligt virkelighedsfjernt vakuum at holde sine børn i. Vores oplevelse er, at hvis noget er totalt forbudt, så er det bare det eneste, E! kan holde ud at tænke på/beskæftige sig med/pille i/ville have helt vildt.

Hvis man derimod afdramatiserer maden og indtager en lidt mere nonchalant holdning til fødevarer, mens man naturligvis sørger for at servere god og sund mad og kun nogle gange tilbyder sukker, uden at gøre et stort nummer ud af det, så tror jeg altså at man har en større chance for at opbygge et roligt, fornuftigt og rimeligt forhold til alt det usunde, som hun jo på et eller andet tidspunkt alligevel stifter bekendtskab med uden for vores kontrol (med mindre altså hendes far gør alvor af truslen om at flytte med hende på kollegie og sove under hendes seng om natten med et haglgevær...).



Under alle om stændigheder synes jeg, at debatten er fuldstændig kørt af sporet, når sukker betegnes som eller sidestilles med narkotika!

Hør nu godt efter: sukker er IKKE narko.

Jeg arbejder på Vesterbro. Hvis man er et sekund i tvivl om, hvad rigtig narkotika gør ved menneskers liv, er man hermed officielt inviteret på en gåtur ad Reverdilsgade sammen med mig. Medbring småpenge og medfølelse, men lad venligst politisk overkorrekte fanatiske udtalelser om børn blive hjemme, tak.

Send flere bøger!

Nu kom jeg jo forleden til at prale af afsløre, at min pinse gik med udendørs afslapning og læsning.

Straks forestillede man sig for sit indre øje (eller ikke...), hvordan jeg lå henslængt på overskudsmaner under kundskabens træ med en tyk bog om fransk indenrigspolitik før første verdenskrig...

Intet kunne naturligvis være længere fra sandheden.

I stedet dovnede jeg på græsset med denne her bog:

Jeg har lånt den af min mor.

Det startede med, at jeg læste forgængeren, Send Mere Sex, da vi var på weekend hos mine forældre, og så gav det jo god mening også at låne 2'eren.

Jeg ved godt, at Anne-Grethe Bjarup Riis er hende, folk står i kø for at hade.

Personligt har jeg dog så dyb respekt for, at hun i den grad har sine meningers mod og virkelig brænder passioneret helt ind i hjertet for de ting, hun mener, at jeg ikke kan blive rigtig træt af hende. Heller ikke når jeg er uenig med hende.

Selvom Send Mere Sex er medforfattet af Trine Appel er det fælles for begge bøger, at der er ret meget Bjarup Riis i dem.

Til gengæld får man set lidt det hele af begge damer på bogens forside...!

Jeg følte i hvert fald, at jeg kom helt ind under huden på sidstnævnte, mens jeg fulgte Helene Sandholms op- og nedture i arbejdslivet, sexlivet, parlivet, moderlivet og underlivet.

På den måde føles bøgerne næsten selvbiografiske, selvom jeg naturligvis ikke tror på, at de damer har været ude for alt det, der sker med hovedpersonen - men jeg er sikker på, at de tilsammen kender nogen, som har.

På den måde bliver bøgerne både meget personlige, men også en samling af en hel række kvinders problemer, oplevelser og utrolige livssituationer, der i stedet sker for én kvinde; hvilket tilfører bøgerne et komisk/tragikomisk element.

Overordnet blev jeg i hvert fald godt underholdt, og selvom begge bøger er ret hæsblæsende og måske ville gøre sig bedre som filmmanuskripter end som bøger, så kunne jeg sagtens finde på at anbefale dem videre.

Måske er det dem, du skal have med på ferie eller til stranden til sommer (hvis det nogensinde bliver vejr til andet end at fryse ihjel der...!)?

Mig og mor

Det sker hvert år fra nu af.

Det startede forrige år og kommer til at vare resten af mit liv.

Og det er det samme hvert år!

Jeg taler naturligvis om den kæmpe overraskelse, Mors Dag er blevet.

Tidligere var dagen "bare" en blanding af lige dele kærkommen lejlighed til at huske på, hvor meget jeg faktisk sætter pris på min mor, en god mulighed for at vise hende netop det, og halvpaniske post-its/kalendernotater/outlook-alarmer mv. med det formål at sikre, at jeg ikke glemte at gøre dette. 

Men nu, hvor jeg selv er nogens mor (jeg sværger! Første gang E! råber "Moar" et offentligt sted, kommer jeg til at hoppe halvt ud af mit eget skind og vende mig om 2 gange for at se, hvem der råbes efter, inden jeg kommer i tanke om, at det er mig...!), er dagen jo mere end det!

For nu er den også en anledning, hvor man får gaver!

Er det ikke syret?!

Og jeg glemmer det HVERT år!!

Jeg er totalt clueless, når min mand op til dagen antyder, at E! har "haft travlt" og at det snart er en "særlig dag".

Så hvert år må han minde mig om, at jeg jo siden julen 2010 er en af dem, der ikke blot skal give, men også modtage en gave.

Jeg kunne bestemt godt vænne mig til det! Selvom det er en ret bizar situation, altså, det er jo den eneste årligt tilbagevendende gavegivningsanledning, der pludselig kan gå fra kun-give til også-modtage.

Mors dag i søndags var ingen undtagelse. Jeg havde superglemt det, var blevet mindet om det, og havde så glemt det igen (altså ikke selve dagen, kun at den havde relevans for andre end min mor).

Stor var overraskelsen, da verdens gladeste tumling (jeg forsøger at vænne mig af med at kalde hende "baby", hvilket er ret svært. Hun vil altid være min lille baby! Desuden kan hun selv sige ordet baby) højtideligt overrakte mig denne fine gave:

Det er en bog, kun med billeder af mig og E!

Rigtig lækker er den også, fed kvalitet og super fint sat op i skiftende hele sider, små scener med 3 billeder i små serier, smukke baggrundsfarver og naturligvis motiver, som ikke kan undgå at få moderhjertet til at smelte som softice i en ørken.

Jep, hun HAR haft tralvt, den lille(s far).

Min egen mor fik bare blomster. Og chokolade...

Halløj på babymessen

Vi var på baby- og småbørnsmesse i dag, E! og jeg.

Det var vores første babymesse, uforglemmeligt, og en af de der oplevelser der gør, at jeg tænker, at folk må tro at jeg er F***ed up sindssyg! Eller en dårlig mor. Hvilken en af de to, der end er værst.

Sindssyg nok til at se store kattedyr...?

Først trillede vi lidt rundt og så på de forskellige stande; det var ret spændende og meget hyggeligt. Der var en god stemning og en masse rare folk (også dem, som ikke prøvede at sælge én en bil...) og gode tilbud (også fra dem, som rent faktisk prøvede at sælge én en bil).

Så mødte vi pludselig min veninde, Vitus' mor (og Vitus' far), og talte om, hvor fantastisk godt det går med E! i vuggestuen, fordi Vitus snart selv skal begynde i en vuggestue, og jeg berettede vidt og bredt om, hvor glad en lille pige, hun er og hvor meget hun elsker vuggeren og hvordan pædagogerne elsker hende og siger, at hun er et dejligt og elsket og utroligt socialt barn (fordi det er sandt, derfor!).

Imens sad E! og så meget lidt elskelig ud, faktisk lignede hun én, som kedede sig bravt.

Minutter senere stødte vi igen på Vitus og familie i messens legeområde, hvor jeg ville hen, fordi E! gerne ville lidt ud af vognen og jeg så samtidig kunne få testkørt nogle af de dér allestedsnærværende Bobbles-møbler, som messen generøst havde stillet til rådighed, på hende (eeeh, begrænset succes med dem, i øvrigt, fjerner dem straks fra evt. ønskeliste).

E! stod længe og betragtede det hele, tog så 1 skridt frem og snublede forsigtigt, slog sig overhovedet ikke, idet hun landede på det bløde legeskumgulv, og stak i et KÆMPE skrig. Hun tudbrølede længe og meget højt, mens jeg forsøgte at trøste og finde ud af, hvad der dog var sket, mens Vitus og familie forbløffede så til.

Bagefter var hun max pylret og akavet og frygtsom og opførte sig lidt som en computernørd i en lingeri-butik. Fantastisk tidspunkt at være sådan for første gang i sit liv...

Ok, en lille tur på en Wheeliy Bug blev det dog til... De var dog alle alt for små til mit stor-af-sin-alder-barn...

Det blev naturligvis værre...

For efter afskeden med veninde og co. fik jeg øje på hende her og et godt tilbud på den her bog, som man kunne få signeret af forfatterinden (hvis webside jeg faktisk tit bruger; det er så fedt, at der altid er nogen før mig, som har stillet præcis samme uhyggeligt specifikke spørgsmål...).

Opfyldt af en rosenrød fantasi om elegant  og overskudsagtigt at sejle hen til eksperten med det fantastiske, charmerende og åbenlyst veltilpasse barn på armen, købte jeg bogen og det var i dét øjeblik, E! besluttede sig for, at nu ville hun sgu eje den her MOFO messe!!

Med et rask hop svingede hun sig ned fra min arm og styrtede afsted, mens hun grinede højt som en gal videnskabsmand. Jeg blev så efterladt med den tjans at storme efter barnet (som i øvrigt er blevet Kipketer-hurtig på det seneste...!), samtidig med at jeg skulle betale for bogen med dankort OG fortælle den ventende forfatterinde mit navn til signaturen. Der var kø. Jeg mestrede ikke alle 3 ting samtidig.

Resten af messen brugte jeg på at køre vognen rundt efter den stadig storgrinende og -løbende E!, som i mellemtiden også havde fået fat i en pind med en blå ballon med påskriften "Min familie kører også Peugeot", som hun i vildskab viftede omkring sig med.

På et tidspunkt løb hun direkte ind i en stor mand, satte sig på numsen, grinede og løb videre.

Legen stoppede, da hun brugte ballonen som pegepind til at prikke til en venlig, ret gravid kvindes mave og mens hun spurgte "Nja-deeet?!" og jeg undskyldende hældte barn og ballon ned i vognen igen under en skyndsom retræte, mens E! omorganiserede min frisure med ballonen.

Hele vejen hjem lignede jeg én, som havde haft fingrene nede i nærmeste stikkontakt...

Men hey; jeg fik da fundet et par gode tilbud (og noget reklamehalløj), der udover føromtalte bog tæller 2 lækre kjoler, fra hhv. JOHA og Norlie.

Ravnemor

Jeg er på kursus.

I 3 dage.

Og jeg VED, at E! har det fint!

Jeg VED, at hun hygger sig med sin far.

Jeg VED, at det går godt og at det ikke ville gøre ret meget forskel for hende, om jeg var der eller ej, når det drejer sig om så få dage.

Så er der nogen, som gider at vise mig afbryderknappen til den der følelse af at forsømme mit barn?

Den lille, lede stemme, som hvisker "ja, men hun er så lille, hun tror måske, at du ALDRIG kommer hjem igen, og at du har forladt og svigtet hende totalt?"

... For jeg er en lille smule ved at ørle af lede over tanken!

Billeder som disse gør det ikke nemmere...!

Særligt bristede mit moderhjerte, da den omsorgsfulde far fortalte, at i går aftes, da E! var i bad og de legede med badelegetøjet, havde han spurgt hende, om de ikke havde det "morsomt", hvorefter hun sendte ham et uudgrundeligt ansigtsudtryk og rejste sig op i badet for at kunne kigge ud i entreen... (efter mig. Men jeg kom ikke. Fordi jeg er på kursus...).

*suk*

Krigen om spelten

Da jeg (stadig) tilbringer min tid på sofaen med en syg supersover rundt om halsen, har jeg god tid til at tænke.

Derfor melder jeg mig ind i den igangværende debat (f.eks. her) med et indlæg, jeg har grundet over længe. Det betyder - primært pågrund af min tendens til strøtanker og tangenter med blindgyder - dog ikke, at det nødvendigvis er godt eller gennemtænkt. Lad det være en advarsel!

Overordnet synes jeg, at debatten (som også var i tv, her) på den ene side tages for langt ud, og på den anden side ikke langt nok ud.

Og min konklusion er (jeg sætter den her, først i indlægget, for så behøver du ikke at læse mere, hvis du ikke gider eller ikke har tid), at ligesom på alle andre af livets områder, så er fanatisme i den ene eller den anden retning helt sikkert af det onde.

Derfor får du mit besyv med; så kan du læse eller lade være, og være enig eller uenig, provokeret eller ikke provokeret.

Lad mig starte med at slå fast – helt beskedent og ydmygt – at jeg er pissegod til begge mine jobs! Jeg er knaldhamrende dygtig fagligt, jeg gør gerne en ekstra indsats for at skabe resultater og jeg går i seng hver aften med en fantastisk følelse af at have gjort en forskel i folks liv og i samfundet som sådan. Intet mindre!

Ovenstående er ganske givet et resultat af en lang uddannelse med aldeles glimrende resultater og så en simpel hønen-og-ægget-betragtning om, at jeg både laver lige præcis det, jeg elsker allermest, og samtidig det, jeg tilfældigvis af flere årsager er dygtig til.

Men når det så er sagt, ynder jeg at sige, at man vist aldrig har mødt mig, hvis man et øjeblik forledes til at tro, at der i mit liv nogensinde er tvivl om, hvordan jeg prioriterer.

I alle mine beslutninger, i min hverdag og i mit liv som sådan, kommer hensynet til E! først.

Ikke sådan forstået, at jeg ville undvære mit arbejde, hvis jeg vandt i Lotto (og hvorfor er det i øvrigt aldrig mig, der gør det?! Vinder, altså??!!? Bare lige en strøtanke…!) eller sådan forstået, at jeg tager fri fra arbejde for at deltage i et babyernæringsseminar.

For heldigvis har jeg været kvik nok til bevidst at indrette mit liv sådan, at jeg yderst, yderst sjældent står i en situation, hvor de to livsområder presser hinanden.

Jeg arbejder 37 timer i et job og 4-8 timer i et andet, men alligevel på en måde, så E! er i vuggestuen max. 6½-7 timer om dagen (fordi vi lader vores arbejdsdage være forskudte af hinandens).

Dette skriver jeg ikke for at løfte pegefingre eller i et forsøg på at belære andre om noget som helst, men for at give et konkret begrundet eksempel på, hvorfor jeg mener, at begge de yderste fløje i debatten tager fejl!

For naturligvis er man ikke nødt til at blive hjemmegående, flytte på landet, kun servere økologisk, hjemmelavet slowfood for sin familie og fabrikere alt sit børnetøj selv for at være en god mor!

Og på den anden side; selvfølgelig har det i større eller mindre grad en skadelig effekt på helt små børn, hvis de skal skovles afsted før fanden får sko på og tilbringe mere end 8 timer i en underbemandet institution hver dag, mens deres forældre på alle mulige måde igen og igen vælger dem fra til fordel for et egoistisk selvrealiseringstrip, mens de forsøger at retfærdiggøre det med, at de er meget bedre forældre, hvis de gør noget for dem selv.

Undskyld, men hvis målet med dit liv er at ”gøre noget for dig selv”, skulle du måske have overvejet at vælge børnene fra før du fik dem i stedet for efter?

Umiddelbart synes jeg, at de såkaldte "karrieremødre", som har været fremme i den igangværende debat, er forholdsvis "normale" mødre, som arbejder, og dermed er de sikkert stort set ligesom jeg selv er. Og størstedelen af de deltagende "speltmødre" virker ikke på mig, som om de fnyser hånligt over alle os mødre, som også har et arbejde.

Men jeg er sikker på, vi allesammen kender eksempler på mødre, som er meget mere på de ekstreme fløje; f.eks. udvalgte medlemmer af ammemafiaen eller folk, som afleverer deres megasyge og klynkende børn i institution og løber ud af døren, inden pædagogerne kan nå at påpege problemet.

Jeg befinder mig virkelig godt her, stort set i midten af spektret, men med en klar hældning til barnets behov frem for mine.

Jeg synes f.eks. at det er vildt fedt og total luksus, at min mor nogle gange vil hente E! og ovenikøbet lave mad (jojo! Se her) til os, men jeg vil på den anden side meget nødigt have så presset et liv, at vi som familie ligefrem var afhængige af, at bedsteforældrene skulle have en eller flere faste hentedage mv. hver uge.

Jeg ved at E! får vildt meget ud af at komme i vuggestue og lege med de andre børn og at hun lærer noget, hun aldrig ville kunne få lige så godt af sine forældre. Jeg elsker at hun ELSKER sin vuggestue og kun brokker sig, når hun bliver hentet derfra; ikke afleveret dertil. Men det er jo måske også, fordi hun fik lov til at være hos os i så lang tid, før hun startede, at hun blev rigtig klar til oplevelsen, og så fordi vi ikke presser citronen med alt for mange lange dage?

Jeg kender mødre, som næsten gør det til en konkurrence at negligere, hvad deres barn har betydet for deres liv. Men i et samfund, hvor det trods alt bliver mere og mere accepteret at vælge sider af livet, f.eks. børn, helt fra, står jeg tilbage med spørgsmålet; hvorfor skal man så partout overhovedet have det barn? Som hovedregel; hvis dit skema ikke giver plads til at du kan have hund på en forsvarlig måde, så lad være med at få et barn!

Det er helt ok at brydes med sin egen work/life-balance og det er godt, når man finder en balance, som virker for ens familie og for ens barn.

Det eneste, der for mig at se egentligt er torskedumt er, hvis man krampagtigt forsøger at overbevise sig selv (og omverdenen) om, at man kan have fuld knald på begge dele uden at et af områderne kommer til at lide under det – og med ”et af områderne” mener jeg desværre alt for ofte barnet.

Logik for burhøns

Man går og tror, at man er den voksne i hjemmet...

Indtil man opdager, at man har fuldstændig samme logik som den (trods alt) mindst voksne i hjemmet!

Min blog er stolt af hermed at kunne præsentere: "Er du klogere end en 1-årig?! For det er jeg ikke...!"-Top 5!

1) Når E! snubler eller får overbalance e.l., og falder og skal trøstes, peger hun tit anklagende på den ting, der fik hende til at falde. Nåååhr, kært! Og lidt sjovt. Indtil jeg for 128. gang stødte min tå stuebordet og sendte det et vredt blik (og et lille fnys)...

2) Når E! leger borte-tit tror hun, at hun er væk, bare fordi man ikke kan se hende. Eftersom vores ene sofa er hvid, leger hendes mor fuldstændig den samme leg med sofahynder, der har fået pletter på den ene side...!

3) Efter en hyggelig puttestund bliver E! lagt i seng. Hvilket da er irriterende, når hun så meget hellere vil tilbringe aftenen med at sove på sofaen ovenpå mig. Senere samme aften kan min bedre halvdel snildt finde på at foreslå mig at gå i seng. Hvilket da er irriterende, når jeg så meget hellere vil tilbringe aftenen med at sove på sofaen ovenpå ham...!

4) Nogle gange forsøger E! at gemme sig sjove steder; f.eks. under tæppet, bag gyngefåret eller ved siden af døren. Men så finder jeg hende og griner af forsøget. Nogle gange forsøger jeg (ifølge E!) at gemme mig sjove steder, som f.eks. på badeværelset, bag vasketøjet eller ved siden af komfuret. Men så finder E! mig og griner af forsøget...

5) Når E! skal i bad forsøger hun sig med den bedste babylogik; jo mindre af de små fusser, der rører det kolde badeværelsesgulv, jo bedre. Nåååhr, kært! Og lidt sjovt. Indtil jeg i går morges kiggede nedad mens jeg børstede tænder, og opdagede at jeg stod med overstrakte knæ for at kunne hvile kun på halvdelen af det yderste af hælen, fordi det badeværelsesgulv bare er KOLDT for tiden!

Sjove, sjove mor (?!)

Jeg får lyst til en afstemning:

Hvilket af disse billeder synes I, at vi skal bruge til julekort i år?!

Alternativt; hvilket et af billederne bliver de sociale myndigheder mon gladest for at bruge imod os, når de kommer efter os for at vanrøgte E!...?

(Jaja, sjåååwe mor så bare Rudolf-sættet i Tiger og syntes, at det kunne være Åh! så sjåååwt, hvis man kunne få et billede af nuser jule-baby-rensdyr. Baby; ikke enig.)

SÅ stor!

For få dage siden rundede E! de 11 måneder, og der er nu meget kort tid til hun fylder 1 år.

1 år!!

Hvem kan forstå det?!

Det må jo bero på en eller anden form for regnefejl, vi er jo lige kommet hjem fra Riget i forgårs, eller hvornår det nu var...

Det sjove er bare, at E! passer meget godt på beskrivelsen af et barn på 1 år; hun kravler hurtigere end jeg kan gå, hun vil selv proppe gaflen med mad i munden, hun klapper ivrigt i hænderne, når hun hører musik og når man spørger

"hvor stor er du?!"...

Ja, se selv:

SÅÅÅÅÅÅÅ stor!

Det er så vildt, at hun lærer så meget hver dag!

Hun er virkelig dejlig, og fantastisk sjov, min datter;

"WTF??!?!"

*Fnis*

Hver eneste dag gør hun et eller andet, der får mig til at grine. Og hver dag tænker jeg så på, hvor heldig jeg er, at vi har hende.

Rigtig god weekend til alle mødrerne og til alle de små mirakler derude!

Aflyst pga. glæde!

Dagens indlæg skulle have handlet om hjemmerørt fiskefars (jo, det skulle!) men det må I have til gode, for jeg er alt for glad!!

Hvorfor? Derfor!

Jeg var lige ved at knibe en tåre af glæde, da jeg så nyheden i avisen i morges! Jeg blev lige så glad, som jeg lige siden brugerbetalingen blev indført har været rødglødende af retfærdig harme!

Og Astrid Krag; jeg gi'r en bajer! Og en krammer! Mindst!!



I dagens anledning; et billede af en få timer gammel E!



For kun et par uger siden kunne man læse, at antallet af kvinder, som bliver henvist til fertilitetsbehandling er faldet med over 30 %, siden den gamle regering indførte brugerbetaling.

Det kunne da vist ikke komme som en overraskelse!

… Dog måske lige undtagen for den gamle regering, som ved den gamle minister, Bertel Haarder, ”nægter at tro” på, at brugerbetaling ville føre til en nedgang i antallet af kvinder, som kommer i behandling. (Jo, han gjorde! Det står her!)

Måske kan vi så snart lægge låg på åndssvage udtalelser, som findes f.eks. i denne debat og mange andre.

Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde…?!

Meget sjældent har jeg set så i den grad fuldstændig idiotiske argumenter, og jeg ved faktisk ikke engang, hvilket et, der er værst!

F.eks. er der da utroligt mange sygdomme, som folk statistisk set måske kunne have undgået, hvis de levede på en anden måde. Men infertilitet er sgu da ikke en af dem!! Og selv, hvis folk har haft en adfærd som gør, at de har højere risiko for at blive syge end andre, lader vi dem jo ikke sejle i deres egen sø!

”Aha, Maria! Jeg kan se i mine papirer, at du indrømmer at være ekstremt klodset og temmelig træt om morgenen… Ja, så må du desværre vænne dig til selv at sætte dine brækkede tæer på plads!” eller ”Skiferie, siger du? Nå, men her kan du selv købe noget gips, du selv kan lægge på det brækkede ben. God fornøjelse!”

Jeg kender mange mennesker, som har været/skal i fertilitetsbehandling (herunder hhv. to veninder, en venindes bror, en kammerat og en fra min mødregruppe).

Så hold op, hvor jeg ikke fatter, hvorfor de ufrivilligt barnløse skulle mobbes, ekskluderes, have at vide, at deres sygdom er deres egen skyld og at de er mindre værdige til at modtage hjælp til deres sygdom end alle os andre?!

Jeg håber ærligt talt, at den gamle regering skammer sig, men jeg holder ikke vejret, mens vi venter på en undskyldning!

Til gengæld; hvis du/I er en af de uheldige, som har eller får brug for fertilitetsbehandling, så håber jeg, at din fremtid nu ser lidt lysere ud, end den ellers gjorde.

Og så er du i øvrigt velkommen til at tage Astrid i hånden, og kigge forbi og få den der krammer. Eller bajer.

Jeg har også glemt, hvordan man staver til alzheimers!

Top 5 ting, jeg har glemt i den forgangne måned:

1) E!'s autosæde.
Vi har ikke bil, men har et autosæde stående i bilen hos bedsteforældrene. Nu har vi så købt et nyt autosæde, som skulle erstatte det lille gamle, som er blevet lagt væk. Egentlig ikke en ret svær manøvre, skulle man tro. Men eftersom det hjemme hos os øjensynligt kræver mere end 2 voksne til at huske 1 autosæde, stod vi en kold efterårsdag, vel ankommet med toget, og blev hentet i bil på stationen, og overvejede, hvor mange meter nylonreb, man skal bruge for at spænde barnet og en paraply (som windbreaker) fast til taget af en Volkswagen...

2) E-mail om, og tøj!
At svare på en e-mail fra Gustavs mor, og i denne svar-mail huske at nævne, at jeg ville tage det tøj med til hende, som jeg tog med til dem fra Ej Sikke Lej-lagersalg (lidt sjov skal der jo være ved at kende nogen, som bor lige ved siden af lagersalgsmekka. Nåmenihvertfald...).
Til gengæld gjorde det ikke så meget (...!) for jeg havde også glemt tøjet. Men det er helt fint, for jeg er sikker på, at Gustav bliver for lækker i sit nye tøj på 220 km.'s afstand...

3) Navnet på den dér muskel!
Jeg hørte engang en fysioterapeut forklare, at alle mennesker har et særligt sted (på kroppen...!), hvor de spænder og får ondt, når de stresser. Mange års erfaring siger mig, at mit sted er en lille, virkelig irriterende muskel, som sidder inde bag gluteus maximus og som hæfter låret på bækkenet på indersiden. Den har jeg ondt i, når jeg stresser (og nej, det betyder IKKE, at jeg har ondt i røven...) og nu har jeg glemt dens navn. Hvordan skal jeg så kunne forbande den langt væk?! For ikke at tale om google om konsekvenserne af at få den bortopereret, fordi den er psykopatirriterende!! (... falder ens lår så f.eks. af? For så vil jeg overveje at behold den...?)



Lånt her



4) Min adresse
Nej, den er god nok! Jeg skulle skrive min adresse på en eller anden blanket den anden dag, og kunne pludselig ikke huske, hvilket husnummer, jeg bor i! Det endte med, at jeg måtte ræsonnere mig frem på farfar-manér; "se, mens jeg læste boede jeg i nr. 11, og da jeg flyttede til København, i sin tid, boede vi i nr. 17... Næ! Det var nr. 19... Nej, vent!! Det VAR nr. 17! ... Hm... Bor vi så i nr. 7 eller 9 nu...?!?"

5) Det løse
2 fødselsdage, 1 babyhue, 1 hagesmæk, 1 kamera, 1 par sko, 3 dokumenter til min sag på arbejdet i onsdags, 2 e-mails, 1 pose gulerødder og at indsende sidste års feriekort (hvor længe efter en barsel er slut, vil de mon godtage "barselsorlov" som en feriekortsindsendingshindring...?). Til gengæld har jeg lige opdaget, at jeg er kommet til at nakke min mors målebånd.

Kært barn har mange navne

Lånt her

"Hedder hun "E!"...?!"

Naturligvis hedder E! ikke i virkeligheden E!

Jeg ved godt, at mange synes, det kan være lidt underligt og på en måde upersonligt, når man anonymiserer på sin blog, og jeg er i princippet faktisk enig.

På den anden side forstår jeg også godt dem, som vogter deres families identitet lidt mere nidkært - det kan der jo være mange gode grunde til.

Min egen grund er, at E! hedder noget lidt specielt (måske ikke for Østerbro og omegn, men på landsplan er der kun ca. 5000 mennesker med dette navn), og da jeg har et job, der gør det ønskeligt ikke at give sine kontaktoplysninger til alle og enhver med adgang til google, har jeg valgt at kalde hende E! - her på bloggen, i hvert fald.

Udråbstegnet er baseret på hendes personlighed (jaja, man er vel sin mors datter??) og på det sjove sammenfald med underholdningskanalen E!.

For meget kan man sige, men E! er sgu en underholdningskanal! Jeg ved i hvert fald ikke, hvad dælan jeg gjorde med min tid, før jeg fik hende?!

I daglig tale hedder hun jo desuden også mange andre navne end sit eget; Lillefis, Skattemås, Havregrødsfjæs, Junglebarn, Slumrebaby, Brokkebarn, Puttesnutte, McSultensen, Babydyr, Blemås osv. osv.

Houston we have a crawler

Jeg mistænker mit barn for at have en vilje og stædighed ud over det sædvanlige, samt en temmelig skæv og underfundig humor.

Alt dette får hun jo selvsagt fra min mands side af familien...

...!

Under alle omstændigheder viste hun disse karaktertræk meget tydeligt i onsdags, hvor hun tog sit første kravle-"skridt"!

JAAAAAAAAAA!!!

Dygtig baby!

Hun har længe stået på alle fire og vugget frem og tilbage, og onsdag lykkedes det så at sætte hænder og knæ foran hinanden (eller... Ja...! I forstår!).

...3 dage efter at jeg startede på arbejde efter barsel. 3 f... dage!!!

Babyer! Som en god veninde siger; de tager altid røven på én!!

Og hvordan går det så, det med at starte på arbejde igen? Tja, udover at det går ud over min tid på bloggen, er det rigtig spændende og super udfordrende, uden dog at blive for meget. Hvilket sådan set er perfekt! En fantastisk chef, søde og venlige nye kollegaer og meningsfyldt, spændende arbejde!

... Så hav mig lige undskyldt, mens jeg utaknemmelige skarn sidder her og forsøger at skjule, at jeg egentlig hellere ville bruge hver dag, hele dagen på det her:

Den nye underklasse?

(Langt indlæg, men hæng på alligevel)

I sidste uge var jeg på besøg hos Vitus' mor (og Vitus), og det var vildt hyggeligt! Naturligvis snakkede vi om babyerne, men det fedeste var, at vi også snakkede om en hel masse andre ting, og det helt uden, at jeg var nødt til at sidde og tænke "argh, nu SKAL jeg sige noget, som ikke er om babyerne!!" - det kom helt af sig selv. Juhu! (Måske er jeg ved at få min hjerne igen? I så fald et velvalgt tidspunkt; lige omkring jobstart...)

Busturen derhen mindede mig dog om en meget dårlig oplevelse, jeg havde sidst, jeg var på besøg der. Og jeg vil gerne dele den med jer, ikke for at brokke mig (ok... måske også lidt derfor... men kun ca. 10% derfor!), men fordi oplevelsen underbygger en ubehagelig teori, jeg har!

Jeg stod med barnet i vognen, og skulle af bussen ved næste stoppested. Jeg stod op ved siden af vognen, som var parkeret inderst i mellemgangen, og bag den sad en midaldrende dame og en yngre mand på det brede klapsæde.


Da bussen nærmede sig stoppestedet, trak jeg klapvognen ud og begyndte at bakke mod udgangen. Faktisk er vores vogn en af de mindste på markedet, og derfor kunne jeg godt komme forbi dem, der sad på klapsædet, hvis de bare trak deres knæ til siden.


Den yngre mand rejste sig straks fra sædet, selvom det egentlig ikke var nødvendigt. Damen, derimod, som sad tættest på mig, kastede et blik på mig og vognen, strammede munden bistert sammen og rettede blikket ligeud, direkte forbi mig, mens hun ikke rokkede sig en tøddel.


"Undskyld?" sagde jeg, da jeg forsøgt at bakke mig selv og vognen forbi hendes ben. Ingenting skete der, hun så bare mere sur ud og kiggede lige ud. "Undskyld, vi skal af?" prøvede jeg igen. Ingen reaktion.


Da bussen svingede ind til stoppestedet, fik bussens bevægelse hendes paraply til at falde ned og lægge sig skråt ned mellem mine vognhjul, og jeg sad nu fuldstændig fast. "Hey, din paraply!!" prøvede jeg til damen med det stadig stive blik og lige bag efter "Hov, jeg skal aaaaf!!" til buschaufføren, der så småt var begyndt at blinke ud fra busstoppestedet igen.

Til sidst tog den unge mand fat i klapsædet, og nærmest vippede damen af, så hun var nødt til at flytte sig, og jeg kunne flytte hendes paraply.

Desværre var det for sent, og jeg måtte pænt stå af ved næste stoppested og gå tilbage - i regnvejr.

Jeg var så vred, at jeg var tæt på at tude! Jeg har aldrig gjort den dame noget, jeg og min vogn generede ingen i bussen og jeg var venlig og høflig; måske ALT for høflig!

Alt i alt var denne oplevelse dog ikke bare en skidt oplevelse; den er også med til at bekræfte mig i min teori om, at samfundet som sådan er begyndt at se ned på os, der har børn.

Jeg synes ikke, det er ret mange år siden, hvor man rejste sig for tydeligt højgravide i bussen? Ikke længere! Eller hvor man som fodgænger automatisk trak lidt til siden, hvis der kom en barnevogn kørende? Ikke på vilkår! Eller hvor man så lidt forlegen ud, hvis man uden grund optog togpladser eller elevatorer, som udtrykkeligt er forbeholdt handicappede og barnevogne? HA! Som om!

Den offentlige opinion er imod os. Så meget, at da en veninde skrev en vred facebook-status om, at hun nærmest var blevet beskyldt for butikstyveri, fordi hun havde lagt 3 dagligvarer ovenpå barnevognsdækkenet i en butik, kommenterede hendes venner (...?!) kun, at mange børnefamilier jo bruger barnevogne til at stjæle med, og at man i øvrigt burde indføre børnefri supermarkeder!

Faktisk synes jeg også, at det politiske klima er begyndt at vende denne vej; meget få politikere fra endnu færre partier tør tage ordet "børnefamilier" i deres mund, og jeg har set politiske debatter, hvor ordet blev mødt med et fnys og himmelvendte øjne (á la "HA! De lede stoddere er da i hvert fald de SIDSTE, som skal have det nemmere!!").

Selv humoren viser samme takter! I DR2-programmet "Hjælp, min kone er skide sur" kan man således høre Uffe Buchard ynke alle nye fædre, fordi de bliver tvunget til at skubbe rundt med en barnevogn, eller høre Jim Lyngvilds opsang til nybagte mødre om, at deres mand ikke gider at have sex med dem, hvis de ikke bruger nok make-up lige efter fødslen.

Jeg synes ikke, jeg normalt er humorforladt, men hvornår blev det comme il faut at rakke ned på forældre? Ikke ens egne, forstås, men på folk på ens egen alder, som har valgt at blive det?

For at sætte det på spidsen; hvorfor skal jeg inkassere et surt blik, fordi jeg (ihærdigt vigende, ydmygt og uden gene for andre) har en klapvogn med i Netto? Jeg dømmer da ikke på samme måde andres livsvalg? Og hvorfor må man gerne råbe højt i samme Netto, når man er 45 år og snakker i mobiltelefon, men ikke, når man er 8 mdr. gammel og ved at falde ud af vognen af grin over kødkøleren? (...?!)

Hvorfor skal jeg bare smile dumt, når single kollegaer nedladende henviser til, at jeg da også lige er "typen" ("tttttsypn", sagt med hønserøvsmund og indforståede blikke) på at blive mor, og hvorfor skal jeg helst sige at jeg haaaader min barsel og SLET ikke kan få tiden til at gå, for at blive taget seriøst som et tænkende menneske?

Jeg føler mig kort sagt en smule mobbet og er ærgerlig over at være havnet i den helt særlige socialklasse, vi "breeders" åbenbart er blevet forvist til.

(Billederne i dette indlæg er på grov vis taget fra denne butik, hvor man kan købe virkelig sjove t-shirts mv. til kommende forældre! Kig ind og fnis med)

Mor er ikke vred - hun er skuffet!

Jeg er netop blevet færdig med to (meget forskellige!) bøger:

Arturo Pérez-Revertes ”Det flamske maleri” (der har stået på min læseliste i mere end et årti!) og forældre-håndbogen ”Den store far, mor og børn” af familievejlederen Lola Jensen (det første kapitel, som dækker barnets 2 første år, indtil videre…).

Bøgerne har absolut intet til fælles.

Udover at jeg havde forventet mig noget mere!

”Det flamske maleri”, kunne man indvende, kan næsten ikke undgå at skuffe, når jeg har ønsket at læse den så længe.

Og det er også en god bog.

Men som krimi har den en fatal svaghed, nemlig at morderen er til at gætte næsten fra starten, og som roman generelt har den det problem, at fortællestilen er overdrevet intellektuel på en måde, der bliver irriterende forholdsvist hurtigt.

Det bliver nemlig lettere forceret, at næsten hver anden linje er overhældt med henvisninger til klassisk litteratur, kunst, historie, filosofi og anden almendannende viden. Til sidst får man lyst til at råbe ”jaja, tillykke!! Du kan stave til Lewis Carroll…!” og lægge bogen fra sig.

Alt i alt lider bogen overordnet af den mangel, at ideen bag historien er meget bedre end selve historien ender med at blive.

_______________________________________________________________

”Den store far, mor og børn” fik jeg i julegave, fordi jeg havde ønsket mig den.

Det havde jeg, fordi jeg har set Lola Jensen i ”Go’ morgen Danmark” og mener, at hendes råd om familier og børn både er fagligt velfunderede, dybt fornuftige og indeholder en god portion hjertelighed; en balance, man sjældent ser.

Måske netop derfor er jeg blevet fælt skuffet over hendes bog. Jojo, den har alle de gode råd, de rigtige meninger og fagligheden. Men jeg synes, den mangler hjerte!

Bogen roses ellers (f.eks. her) for ikke at løfte pegefingre, og jeg er med på, at det er svært at skrive til forældre om forældre, uden at risikere et par enkelte af slagsen… Men jeg er helt uenig; jeg kan knapt se skoven for pegefingre.

Gud-(åbenbart)-hjælpe f.eks. de formastelige, som lader deres børn se Teletubbies, og må-hån-og-spot følge de stakler, som er så fjollede at bruge en babyalarm til noget som helst.

Hm.

Allermest er jeg skuffet over, at bogen gentagende gange sender stikpiller i retning af min alder. Altså, hvis folk driller én kærligt med, at man f.eks. har en stor næse e.l., kan det da være meget sjovt første gang. Og man tåler det nok også anden eller tredje gang, men fjerde og femte gang…?

Lola Jensens utilfredshed med danske forældres gennemsnitsalder skinner igennem som et fyrtårn om natten, men hvad dælan er hendes ærinde med det?

”Nååårh, undskyld så! Så tror jeg da dælme lige, at jeg hopper ind i min tidsmaskine og føder 4 år før, jeg blev gravid!”…?!

Lolas bærende pædagogiske princip (og her er jeg da bestemt enig) er netop, at man skal hvile i sig selv som forældre, fordi små børn spejler sig i forældrene, og dermed bliver rolige og trygge, når forældrene igennem deres selvtillid og erfaring også er det.

… Og denne igennem mange år opbyggede selvtillid og erfaring og ro og tryghed skal vi så alle sammen gerne have erhvervet senest som 20-årige. Ligesom vi på samme alderstrin skal være mentalt, parforholdsmæssigt, karrieremæssigt, fysisk og økonomisk parate.

Selvom Lolas angreb på denne mekanisme, der ellers i min optik er en ganske naturlig reaktion på vores samfunds indretning, virker irriterende og overflødig på mig, tør jeg næsten ikke forestille mig, hvilke følelser, det kan frembringe hos personer, der f.eks. har måttet udholde flere år som ufrivilligt barnløse, før ønskebarnet endelig ankom. Men det har jo næsten karakter af voksenmobning…!

Derudover har jeg en alvorlig høne at plukke med den måde, bogen behandler kønsroller. Jeg finder det i bund og grund meget sympatisk, at parforholdet hos nybagte forældre får et kærligt ord med på vejen; man hører jo, at der bl.a. er statistisk belæg for nødvendigheden heraf.

Men jeg fandt ærligt talt de pågældende afsnit reaktionære, kontraproduktive og småfornærmende. Muligvis fordi jeg mener, at vi snart må være nået videre end ”mødre-er-lede-bitre-magtliderlige-rengøringsnazister-som-ikke-giver-manden-lov-til-noget-som-helst”-fordommen.

 _____________________________________________________________

Alt i alt kan mine to bogoplevelser sammenfattes til, at den førstnævnte bog har for meget hjerne, og den sidstnævnte for lidt hjerte.