Junkie

Mja, ok. Det er så lige en spelt-galet, der er i gang med at møde sit endeligt. Men det KUNNE lige så godt have været en marmelademad! I øvrigt er det en af Strikkeoraklets kreationer, barnet har på. Opskriften hedder "Sukkerdrys-kjolen"...!

Det er weekend, og herhjemme fejres den slags - og i øvrigt også andre glædelige begivenheder - med sukker.

I weekenden bliver der nemlig hentet morgenbrød (når jeg skriver "bliver", er det fordi, det naturligvis hverken er mor eller barn, der bliver smidt på cyklen tidligt om morgenen...!), typisk fra Krummen & Kagen eller fra den økologiske bager på Rosenvængets Allé, og så må man få en lille smule marmelade (gerne farmors hjemmelavede) på sit brød.

Nogle gange er der også et stykke kage e.l. til deling, og så får familiens mindste naturligvis også lov til at smage.

Hun gider egentlig ikke det store sukkershow. Hun får lov til at smage kage og lignende søde sager, men spiser sjældent mere end en teskefuld.

E! spiste sukker for første gang på sin 1-års fødselsdag, hvor hun spiste en stump ægte fynsk brunsviger og en halv af disse hjemmebagte muffins med blåbær og chokolade: 

Naturligvis får E! ingen søde drikke eller slik, dvs. altså lige bortset fra dengang, hvor hun for første gang fandt ud af at åbne skuffen i stuebordet og fandt en vildfaren skumfidus, som hun til forældrenes udelte panik straks proppede i munden med et højlydt "UUUHMMM!!".

Man kan ikke bebrejde barnet. Hun er trods alt vant til, at alt hvad der er lyserødt, tilhører hende...

Generelt er vores såkaldte "sukkerpolitik" (du godeste, hvor er det dog et helt utroligt fesent ord/begreb!!) vist, at man kommer langt med sund fornuft og en alt-med-måde-holdning.

Jeg tror ikke på, at fanatisme med noget som helst nogensinde har gjort nogen noget godt. Naturligvis skal små børn ikke have en hel masse sukker, for det er der overhovedet ingen grund til; så spiser de sig mætte i det i stedet for alle de vigtige fødevarer, de også skal have.

På den anden side tror jeg heller ikke på fuldstændig askese, jeg synes at det er et meget mærkeligt virkelighedsfjernt vakuum at holde sine børn i. Vores oplevelse er, at hvis noget er totalt forbudt, så er det bare det eneste, E! kan holde ud at tænke på/beskæftige sig med/pille i/ville have helt vildt.

Hvis man derimod afdramatiserer maden og indtager en lidt mere nonchalant holdning til fødevarer, mens man naturligvis sørger for at servere god og sund mad og kun nogle gange tilbyder sukker, uden at gøre et stort nummer ud af det, så tror jeg altså at man har en større chance for at opbygge et roligt, fornuftigt og rimeligt forhold til alt det usunde, som hun jo på et eller andet tidspunkt alligevel stifter bekendtskab med uden for vores kontrol (med mindre altså hendes far gør alvor af truslen om at flytte med hende på kollegie og sove under hendes seng om natten med et haglgevær...).



Under alle om stændigheder synes jeg, at debatten er fuldstændig kørt af sporet, når sukker betegnes som eller sidestilles med narkotika!

Hør nu godt efter: sukker er IKKE narko.

Jeg arbejder på Vesterbro. Hvis man er et sekund i tvivl om, hvad rigtig narkotika gør ved menneskers liv, er man hermed officielt inviteret på en gåtur ad Reverdilsgade sammen med mig. Medbring småpenge og medfølelse, men lad venligst politisk overkorrekte fanatiske udtalelser om børn blive hjemme, tak.