Krigen om spelten

Da jeg (stadig) tilbringer min tid på sofaen med en syg supersover rundt om halsen, har jeg god tid til at tænke.

Derfor melder jeg mig ind i den igangværende debat (f.eks. her) med et indlæg, jeg har grundet over længe. Det betyder - primært pågrund af min tendens til strøtanker og tangenter med blindgyder - dog ikke, at det nødvendigvis er godt eller gennemtænkt. Lad det være en advarsel!

Overordnet synes jeg, at debatten (som også var i tv, her) på den ene side tages for langt ud, og på den anden side ikke langt nok ud.

Og min konklusion er (jeg sætter den her, først i indlægget, for så behøver du ikke at læse mere, hvis du ikke gider eller ikke har tid), at ligesom på alle andre af livets områder, så er fanatisme i den ene eller den anden retning helt sikkert af det onde.

Derfor får du mit besyv med; så kan du læse eller lade være, og være enig eller uenig, provokeret eller ikke provokeret.

Lad mig starte med at slå fast – helt beskedent og ydmygt – at jeg er pissegod til begge mine jobs! Jeg er knaldhamrende dygtig fagligt, jeg gør gerne en ekstra indsats for at skabe resultater og jeg går i seng hver aften med en fantastisk følelse af at have gjort en forskel i folks liv og i samfundet som sådan. Intet mindre!

Ovenstående er ganske givet et resultat af en lang uddannelse med aldeles glimrende resultater og så en simpel hønen-og-ægget-betragtning om, at jeg både laver lige præcis det, jeg elsker allermest, og samtidig det, jeg tilfældigvis af flere årsager er dygtig til.

Men når det så er sagt, ynder jeg at sige, at man vist aldrig har mødt mig, hvis man et øjeblik forledes til at tro, at der i mit liv nogensinde er tvivl om, hvordan jeg prioriterer.

I alle mine beslutninger, i min hverdag og i mit liv som sådan, kommer hensynet til E! først.

Ikke sådan forstået, at jeg ville undvære mit arbejde, hvis jeg vandt i Lotto (og hvorfor er det i øvrigt aldrig mig, der gør det?! Vinder, altså??!!? Bare lige en strøtanke…!) eller sådan forstået, at jeg tager fri fra arbejde for at deltage i et babyernæringsseminar.

For heldigvis har jeg været kvik nok til bevidst at indrette mit liv sådan, at jeg yderst, yderst sjældent står i en situation, hvor de to livsområder presser hinanden.

Jeg arbejder 37 timer i et job og 4-8 timer i et andet, men alligevel på en måde, så E! er i vuggestuen max. 6½-7 timer om dagen (fordi vi lader vores arbejdsdage være forskudte af hinandens).

Dette skriver jeg ikke for at løfte pegefingre eller i et forsøg på at belære andre om noget som helst, men for at give et konkret begrundet eksempel på, hvorfor jeg mener, at begge de yderste fløje i debatten tager fejl!

For naturligvis er man ikke nødt til at blive hjemmegående, flytte på landet, kun servere økologisk, hjemmelavet slowfood for sin familie og fabrikere alt sit børnetøj selv for at være en god mor!

Og på den anden side; selvfølgelig har det i større eller mindre grad en skadelig effekt på helt små børn, hvis de skal skovles afsted før fanden får sko på og tilbringe mere end 8 timer i en underbemandet institution hver dag, mens deres forældre på alle mulige måde igen og igen vælger dem fra til fordel for et egoistisk selvrealiseringstrip, mens de forsøger at retfærdiggøre det med, at de er meget bedre forældre, hvis de gør noget for dem selv.

Undskyld, men hvis målet med dit liv er at ”gøre noget for dig selv”, skulle du måske have overvejet at vælge børnene fra før du fik dem i stedet for efter?

Umiddelbart synes jeg, at de såkaldte "karrieremødre", som har været fremme i den igangværende debat, er forholdsvis "normale" mødre, som arbejder, og dermed er de sikkert stort set ligesom jeg selv er. Og størstedelen af de deltagende "speltmødre" virker ikke på mig, som om de fnyser hånligt over alle os mødre, som også har et arbejde.

Men jeg er sikker på, vi allesammen kender eksempler på mødre, som er meget mere på de ekstreme fløje; f.eks. udvalgte medlemmer af ammemafiaen eller folk, som afleverer deres megasyge og klynkende børn i institution og løber ud af døren, inden pædagogerne kan nå at påpege problemet.

Jeg befinder mig virkelig godt her, stort set i midten af spektret, men med en klar hældning til barnets behov frem for mine.

Jeg synes f.eks. at det er vildt fedt og total luksus, at min mor nogle gange vil hente E! og ovenikøbet lave mad (jojo! Se her) til os, men jeg vil på den anden side meget nødigt have så presset et liv, at vi som familie ligefrem var afhængige af, at bedsteforældrene skulle have en eller flere faste hentedage mv. hver uge.

Jeg ved at E! får vildt meget ud af at komme i vuggestue og lege med de andre børn og at hun lærer noget, hun aldrig ville kunne få lige så godt af sine forældre. Jeg elsker at hun ELSKER sin vuggestue og kun brokker sig, når hun bliver hentet derfra; ikke afleveret dertil. Men det er jo måske også, fordi hun fik lov til at være hos os i så lang tid, før hun startede, at hun blev rigtig klar til oplevelsen, og så fordi vi ikke presser citronen med alt for mange lange dage?

Jeg kender mødre, som næsten gør det til en konkurrence at negligere, hvad deres barn har betydet for deres liv. Men i et samfund, hvor det trods alt bliver mere og mere accepteret at vælge sider af livet, f.eks. børn, helt fra, står jeg tilbage med spørgsmålet; hvorfor skal man så partout overhovedet have det barn? Som hovedregel; hvis dit skema ikke giver plads til at du kan have hund på en forsvarlig måde, så lad være med at få et barn!

Det er helt ok at brydes med sin egen work/life-balance og det er godt, når man finder en balance, som virker for ens familie og for ens barn.

Det eneste, der for mig at se egentligt er torskedumt er, hvis man krampagtigt forsøger at overbevise sig selv (og omverdenen) om, at man kan have fuld knald på begge dele uden at et af områderne kommer til at lide under det – og med ”et af områderne” mener jeg desværre alt for ofte barnet.