Halløj på babymessen

Vi var på baby- og småbørnsmesse i dag, E! og jeg.

Det var vores første babymesse, uforglemmeligt, og en af de der oplevelser der gør, at jeg tænker, at folk må tro at jeg er F***ed up sindssyg! Eller en dårlig mor. Hvilken en af de to, der end er værst.

Sindssyg nok til at se store kattedyr...?

Først trillede vi lidt rundt og så på de forskellige stande; det var ret spændende og meget hyggeligt. Der var en god stemning og en masse rare folk (også dem, som ikke prøvede at sælge én en bil...) og gode tilbud (også fra dem, som rent faktisk prøvede at sælge én en bil).

Så mødte vi pludselig min veninde, Vitus' mor (og Vitus' far), og talte om, hvor fantastisk godt det går med E! i vuggestuen, fordi Vitus snart selv skal begynde i en vuggestue, og jeg berettede vidt og bredt om, hvor glad en lille pige, hun er og hvor meget hun elsker vuggeren og hvordan pædagogerne elsker hende og siger, at hun er et dejligt og elsket og utroligt socialt barn (fordi det er sandt, derfor!).

Imens sad E! og så meget lidt elskelig ud, faktisk lignede hun én, som kedede sig bravt.

Minutter senere stødte vi igen på Vitus og familie i messens legeområde, hvor jeg ville hen, fordi E! gerne ville lidt ud af vognen og jeg så samtidig kunne få testkørt nogle af de dér allestedsnærværende Bobbles-møbler, som messen generøst havde stillet til rådighed, på hende (eeeh, begrænset succes med dem, i øvrigt, fjerner dem straks fra evt. ønskeliste).

E! stod længe og betragtede det hele, tog så 1 skridt frem og snublede forsigtigt, slog sig overhovedet ikke, idet hun landede på det bløde legeskumgulv, og stak i et KÆMPE skrig. Hun tudbrølede længe og meget højt, mens jeg forsøgte at trøste og finde ud af, hvad der dog var sket, mens Vitus og familie forbløffede så til.

Bagefter var hun max pylret og akavet og frygtsom og opførte sig lidt som en computernørd i en lingeri-butik. Fantastisk tidspunkt at være sådan for første gang i sit liv...

Ok, en lille tur på en Wheeliy Bug blev det dog til... De var dog alle alt for små til mit stor-af-sin-alder-barn...

Det blev naturligvis værre...

For efter afskeden med veninde og co. fik jeg øje på hende her og et godt tilbud på den her bog, som man kunne få signeret af forfatterinden (hvis webside jeg faktisk tit bruger; det er så fedt, at der altid er nogen før mig, som har stillet præcis samme uhyggeligt specifikke spørgsmål...).

Opfyldt af en rosenrød fantasi om elegant  og overskudsagtigt at sejle hen til eksperten med det fantastiske, charmerende og åbenlyst veltilpasse barn på armen, købte jeg bogen og det var i dét øjeblik, E! besluttede sig for, at nu ville hun sgu eje den her MOFO messe!!

Med et rask hop svingede hun sig ned fra min arm og styrtede afsted, mens hun grinede højt som en gal videnskabsmand. Jeg blev så efterladt med den tjans at storme efter barnet (som i øvrigt er blevet Kipketer-hurtig på det seneste...!), samtidig med at jeg skulle betale for bogen med dankort OG fortælle den ventende forfatterinde mit navn til signaturen. Der var kø. Jeg mestrede ikke alle 3 ting samtidig.

Resten af messen brugte jeg på at køre vognen rundt efter den stadig storgrinende og -løbende E!, som i mellemtiden også havde fået fat i en pind med en blå ballon med påskriften "Min familie kører også Peugeot", som hun i vildskab viftede omkring sig med.

På et tidspunkt løb hun direkte ind i en stor mand, satte sig på numsen, grinede og løb videre.

Legen stoppede, da hun brugte ballonen som pegepind til at prikke til en venlig, ret gravid kvindes mave og mens hun spurgte "Nja-deeet?!" og jeg undskyldende hældte barn og ballon ned i vognen igen under en skyndsom retræte, mens E! omorganiserede min frisure med ballonen.

Hele vejen hjem lignede jeg én, som havde haft fingrene nede i nærmeste stikkontakt...

Men hey; jeg fik da fundet et par gode tilbud (og noget reklamehalløj), der udover føromtalte bog tæller 2 lækre kjoler, fra hhv. JOHA og Norlie.