Sommerf(r)isk

Vi er ikke hjemme.

Eller, ok, lige nu er vi, men ellers er hele pinsen blevet brugt udenfor.

Vi har skambrugt Classens Have og selvom bybarnet E! først var lidt påholdende overfor at gå uden for tæppet, kom hun meget hurtigt efter det.

Hun har sovet, spist enorme mængder af frokost, hilst kærligt på bænkebiddere, mariehøns og fede duer, sagt hej til en masse andre børn, råbt af hegnet rundt om den legeplads, der er under konstruktion derinde (har I set den? Det ser lovende ud, synes jeg...!) , viftet med pinde, kastet med sten og løbet op og ned af græsplæner og skrænter med sine små tykke ben.

Arj, hvor bliver man sulten af frisk luft. Og beskidt på benene...!

Ikke overraskende har hun derfor også ædt som et tærskeværk til aften.

Menuen her til aften stod på grillet lyssej med salat, nye kartofler og citronsauce (E!'s portion dog citronsauce uden citron...).

Hov, og E!'s mor, hvad har hun dog lavet, udover at tæske rundt efter en overivrig E!, som følte det nødvendigt at rende rundt til alle duer i parken og lige informere om, at "PIP-PIP-PIIIP!!"?

Jo, hun har ligget på et tæppe med en bog. Under denne her himmel:

Åh, pinse med pinsevejr er et hit, altså!!

Teambuilding i solen

Det er altid godt at banke støvet lidt af kollegaerne og komme ud af kontoret - særligt på en dejlig sommerdag som i dag.

Vi har haft temadag på mit arbejde, og udover et oplæg om stressforebyggelse, som vi vist alle kunne bruge at tænke over, har vi været ude hele dagen.

Udover at mine skuldre er blevet let rosa, fik jeg meget ud af dagen, ikke mindst socialt.

Og så opdagede jeg også et par ting om mig selv gennem de rollespil/opgaver mv., vi blev udfordret med.

Bl.a. at jeg er langt mindre konfrontationsivrig, end jeg selv troede (og det siger en del!!), og at jeg stadig kæmper meget med ikke at overtage roret, når jeg ved, hvilken retning skuden skal i.

F.eks. skulle vi krydse et "minefelt" lavet af rebtern. Jeg havde på forhånd set det komme, og i øvrigt varslet det overfor nogle kollegaer. Det er det samme hver gang! Min reaktion, altså. Den kan nogenlunde stilles sådan op:

("OK! Det ved jeg tilfældigvis LIGE, hvordan man gør bedst og smartest og hurtigst og mest ordentligt!!"

... "Men jeg må hellere liiiige lade de andre komme til, og ikke tage styringen med det samme...")

1 minut med snik-snak i gruppen - 2 minutter med manglende initiativ og afventen - 3 minutter med gåtur om den varme grød - 4 minutter med misforståelser - 5 minutter med halvdårlige forslag senere...

("ARGH!!! Så stop dog, folkens!! Jeg eksploderer! HULK MÅ ORDNEOGSTYRE...!")

Mig: "Ehm, jeg tror altså, at det er bedst, at vi gør sådan og sådan. Hør; du stiller dig der, dig med brillerne herover, jeg gør tegn med det ene ben, når dig med sandalerne skal hoppe, ok?! Er alle med?! Godt, så går vi i gang!"

Og jeg ville ønske, jeg bare kunne afskrive det med den der berømte "mor-effektivitet-nu-skal-jeg-lige-ordne-dine-agurker-og-tørre-dig-om-munden", men den var også gal pre E! (selvom jeg godt kan genkende, at det er blevet meget værre nu, hvor jeg er sprunget ud af moderskabet).

Jeg læste engang en brevkasse, hvor en ulykkelig ung kvinde skrev, at hun bare ikke kunne tøjle sin lyst til at ordne sin mad; særligt burgere. Når hun fik en burger e.l. MÅTTE hun bare skille den ad for at bygge den pænt og nydeligt op igen.

Og problemet havde antaget et omfang, hvor hun også var begyndt næsten ikke at kunne styre lysten til at ordne ANDRES burgere.

Måske skulle hun og jeg lave en terapigruppe sammen...?!

Bukker under?

E!'s absolutte yndlingsbog for tiden (eller med hendes ord; "Båu!"... "BÅU!!") er og har længe været denne:

Simpelthen det klassiske eventyr i en version genfortalt af Ole Thestrup og illustreret af Roald Als.

Det sjove ved netop denne historie er naturligvis de vilde dramatiseringer, man som forældre får lov at kaste sig ud i.

I hvert fald kan man sagtens få E! til at hvine af fryd, når trolden "kommer og ÆÆÆÆÆDER DIG!!!", mens man gnaver på hendes små fingre, og så sent som i dag kluklo hun så hårdt, at hun var ved at falde ned af mit lår, da "Store Bukkebruse" (mig) stangede "trolden" (en gnæggende og ansigtsforvrænget udgave af the artist formerly known as hendes far) lige "så langt væk, at ingen har set ham siden".

Udover den klassiske, gode historie, så er lige præcis denne udgave så anbefalelsesværdig på grund af lige netop trolden!

Roald Als har simpelthen formået at få trolden til at LIGNE Ole Thestrup! (No offence til Thestrup, men altså...!).

Det er virkelig overlegent tegnet, og E! er helt vild med trolden; hun kan slet ikke vente, til vi kommer om til de sider, hvor trolden er mest i fokus.

Jeg bukker mig derfor i støvet og anbefaler denne bog til alle børn, forældre og deslige, inden jeg bukker under og læser den for E! igen. Og igen. Og igen. Oooog igen!

Bogen kan f.eks. købes her.

Sjovere end at se det tørre!

Vi har haft arbejdsweekend.

Men det har været meget, meget sjovere end det lyder!

E! var taget på ferie hos sin mormor og morfar, så hendes forældre levede weekenden, som om de var 19 år igen.

Primært fordi arbejdsweekenden indebar, at vi skulle flytte tv'et ind til sengen, så i princippet vi var en stak bøger og telefonnummeret på et take-away-pizzaria fra at være tilbage i vores første, 1-værelses lejlighed fra uni-tiden.

Arbejdet, som arbejdsweekenden var dedikeret til, var malerarbejde; vores spisebord var revnet (...?!) og vores tv-møbel var et gør-det-selv-projekt, jeg har købt på et loppemarked engang, i øvrigt for den nette sum af 75 kr.

Efter talrige lag maling er jeg faktisk ganske godt tilfreds med resultatet:

Særligt når man tænker på, at udgangspunktet var dette:

Det allerfedeste ved at male sit spisebord (ca. 117 gange, i øvrigt...!) er dog, at man jo så ikke har noget sted at spise.

Og så er man jo faktisk nødt til at spise ude! Så vi lod malingen tørre uden vores assistance og hoppede i noget andet tøj, og tog ud for at spise på Madklubben Steak i Pilestræde.

Jeg æææælsker Madklubben! Jeg har prøvet at spise på 3 ud af 6, og er stor fan af konceptet, det kan bestemt anbefales! Hvis du ikke allerede har spist der, så kom afsted. Straks!

Om ikke andet, så kan det bestemt anbefales at krydre sine gør-det-selv-projekter med indtagelse af gigantiske bøffer og en betragtelig mængde gode vine.

For-75-kr.-tv-møblet blev følgeligt savet til, så det nu kun er et semi-hjørneskab (så er der også god plads til ledningsindgange på alle de hylder, der rummer router, Wii, PS3 og andet legetøj) og malet og malet igen og malet igen. Og igen...!

Alt i alt dog bestemt en forbedring! Skabet er i hvert fald gået fra dette:

Til dette:

Eller med andre ord; fra 75 kr. til 1 million. Mindst! Det er da en værdistigning, man kan forstå.

Uh, der er nu ikke noget som en god handel...!

Mig og mor

Det sker hvert år fra nu af.

Det startede forrige år og kommer til at vare resten af mit liv.

Og det er det samme hvert år!

Jeg taler naturligvis om den kæmpe overraskelse, Mors Dag er blevet.

Tidligere var dagen "bare" en blanding af lige dele kærkommen lejlighed til at huske på, hvor meget jeg faktisk sætter pris på min mor, en god mulighed for at vise hende netop det, og halvpaniske post-its/kalendernotater/outlook-alarmer mv. med det formål at sikre, at jeg ikke glemte at gøre dette. 

Men nu, hvor jeg selv er nogens mor (jeg sværger! Første gang E! råber "Moar" et offentligt sted, kommer jeg til at hoppe halvt ud af mit eget skind og vende mig om 2 gange for at se, hvem der råbes efter, inden jeg kommer i tanke om, at det er mig...!), er dagen jo mere end det!

For nu er den også en anledning, hvor man får gaver!

Er det ikke syret?!

Og jeg glemmer det HVERT år!!

Jeg er totalt clueless, når min mand op til dagen antyder, at E! har "haft travlt" og at det snart er en "særlig dag".

Så hvert år må han minde mig om, at jeg jo siden julen 2010 er en af dem, der ikke blot skal give, men også modtage en gave.

Jeg kunne bestemt godt vænne mig til det! Selvom det er en ret bizar situation, altså, det er jo den eneste årligt tilbagevendende gavegivningsanledning, der pludselig kan gå fra kun-give til også-modtage.

Mors dag i søndags var ingen undtagelse. Jeg havde superglemt det, var blevet mindet om det, og havde så glemt det igen (altså ikke selve dagen, kun at den havde relevans for andre end min mor).

Stor var overraskelsen, da verdens gladeste tumling (jeg forsøger at vænne mig af med at kalde hende "baby", hvilket er ret svært. Hun vil altid være min lille baby! Desuden kan hun selv sige ordet baby) højtideligt overrakte mig denne fine gave:

Det er en bog, kun med billeder af mig og E!

Rigtig lækker er den også, fed kvalitet og super fint sat op i skiftende hele sider, små scener med 3 billeder i små serier, smukke baggrundsfarver og naturligvis motiver, som ikke kan undgå at få moderhjertet til at smelte som softice i en ørken.

Jep, hun HAR haft tralvt, den lille(s far).

Min egen mor fik bare blomster. Og chokolade...

Speltastisk

Piger holder bare polterabend på en anden måde end mænd.

I lørdags poltede vi min veninde, CoolL, og det blev en rigtig sjov og hyggelig dag, fuld af Asti, dans, Amager, mere Asti, nøgen mand og Asti.

Til at fylde maverne med andet end Asti, havde vi lavet en rigtig lækker, ganske omfattende tapasbuffet.

Og det er her, jeg særligt mener, at kønsforskellene viser sig. Til den tilsvarende poltning af gommen var der vist kun vodka. Og en stripper.

Mit bidrag til tapas-overfloden var disse små, lækre spelt-snegle med hjemmelavet pesto og mozarella. 

De er lidt festlige og en perfekt mundfuld til en buffet, som hors d'oeuvres eller bare som en snack til et godt glas vin.

Her er opskriften:

25 g. gær
3 dl. lunkent vand
2 spsk. olie
1½ tsk. salt
ca. 500 g. mel, heraf 1/3 fuldkornsspelt, 1/3 durumhvede og 1/3 alm. hvedemel.

1 portion hjemmelavet pesto (brug f.eks. min opskrift her)
Frisk mozarella

Rør gæren ud i vandet og rør olie og salt i. Bland spelt og durummel i lidt af gangen, og rør godt. Bland hvedemelet i og ælt dejen godt. Lad hæve i ca. 30 min. Del dejen i et par mindre stykker og rul et stykke ud af gangen, ret tyndt. Smør pestoen ud på dejen og fordel meget tynde skiver mozarella på den, inden dejen rulles til tynde ruller. Disse skæres i skiver på ca. 2 cm. og lægges med snippen under neden på en bageplade med bagepapir. Lad sneglene efterhæve i ca. 15 minutter, inden de bages ved 200 gr. i ca. 15 minutter.

Kan spises varme, lune eller kolde.

Også gode som tømmermænds-snack, i øvrigt...!

Milena Penkowa kunne lære noget...!

Tænk.

Mit barn er 16 måneder gammel, og allerede i fuld gang med at (hjælpe med at) sætte kritisk fokus på videnskabelig uredelig og deslige!

Jo, hun er! I dagens avis; her.

Jeg bringer også lige billedet, som jeg jo synes bærer artiklen:

Jeg har ikke spurgt om lov. Men jeg må godt, synes jeg. Det er mig, der har lavet en del af motivet...!

Det er min den sødeste af dem. Selvom de andre 3 også er nogle kodylt lækre unger!

Og så håber jeg, at vi snart får begravet ham der Ole Henrik Hansen under en stak brugte bleer.

Glimrende at sætte fokus på, at der er nogle vuggestuer (og dagplejer og andre børnepasningsordninger?), som kunne blive bedre.

Men over en kam at dæmonisere vuggestuerne er simpelthen noget fis!

Vi elsker E!'s vuggestue. E! elsker sin vuggestue. E! elsker vuggestuepædagogerne så meget, at hun aer dem. Jeg har billedbeviser.

Der vil altid være rådne æbler i enhver kurv, og der er garanteret nogle vuggestuer, som godt kunne trænge til et spark bagi, ligesom der garanteret også er uengagerede dagplejere, som kunne.

Og hvad så? Det er vel næppe en nyhed...?!

Men E!'s vuggestue er omsorgsfuld, pædagogisk velfunderet, rummelig, tryg, god til at kommunikere med forældrene, fornuftig, opmærksom på børnene og deres behov, veldrevet, og laver masser af aktiviteter og serverer lækker økologisk mad.

Så hvis det er ok, så sidder vi lige herovre og elsker vuggeren i fred. Og ham fotografen, som tager fantastiske billeder af vores lille fnisefjæs. Ham elsker vi også lidt lige nu!

Singin' in the rain

Jeg elsker forårsregn.

Også selvom den drypper ned i mit hår på vej hjem fra Aldi med en stor pose bleer i hver hånd! Som i dag, f.eks.

Måske særligt, fordi jeg har haft en fantastisk dag på arbejdet (jeg ved ikke, hvad der føles bedst; når jeg har ret eller når min chef tager fejl?! Sweet joy!!), men også alligevel.

Og apropos bygevejr, så vil jeg da lige sende en anbefaling videre!

"Viking til store, Bundgaard til små
- og begge med fine snører på!"

Eftersom E! mere end en gang bogstaveligt talt har tabt sutten ud af munden af grin over at få blæst i hovedet (....?! Hun har vist arvet sin fars humor...! Vent, make that "humor"...!) glæder jeg mig helt sindssygt til at fylde hende i regntøjet og i hendes nye, lækre andefødder på billedet (ja, det er hendes til højre...!) og komme ud i regnen og lege.

Nu er der så bare tilbage at vente på et ledigt øjeblik og en god regnbyge...

Også spild af tid!

Jeg synes altså, at jeg er blevet meget god til at tænke over det, det der med at undgå madspild!

Faktisk så god til at tænke over det, at ideen har ladet sig overføre til andre områder også! Altså, det er jo ikke kun mad, der bliver spildt i stor stil uden grund. Når noget går i stykker, og man ikke lige kan fikse det, så ryger det jo helt selvfølgeligt i skralderen? Helt ærligt, så bør AL spild jo i princippet begrænses!

Som så mange andre ideer kom denne af et sammenfald af begivenheder; E! er blevet for lang for hurtigt (jeg brokker mig ikke! Jeg konstaterer bare tørt, at det ikke er alle børn på 16 mdr., som bruger str. 2 år i tøj...), så hendes ankler er begyndt at hænge nedenfor hendes bukser. Eller hvaddethedder. I hvert fald er hun godt på vej til at blive bukseløs.

Det samme er min bedre halvdel, som var ude for 1 stk. ødelagt lynlås og 2 x mystisk flænge i skridtet på det, der så nu engang var 3 par jeans (Honey? Hvad LAVER du i de bukser...?!?!).

Som det gamle vers siger; den som ingen bukser har, han må... købe nogle nye.

Og overlade de ødelagte jeans til sin hustrus krea-værksted, hvor de i foretagsomhedens og anti-ressourcespildets navn kan blive syet om til nye jeans til husets mindste mås.

Yes - det var det, min lommeranke skulle bruges til.

Det viser sig nemlig, at mit buksemønster (Onions-med-modifikationer) i str. 92 passer perfekt i størrelse med et par gennemsnitlige herrejeans, så der kom gang i saksen, gjorde der:

Altså, i tilfælde af bukseskader, der kunne repareres, havde jeg naturligvis gjort det. Men ved nærstudium af skridtet (... den lader vi bare stå helt for sig selv...) var bukserne ikke flækket i syningen, men i selve stoffet, og ikke bare en lille smule, og ikke et sted, man kunne reparere, uden at det tydeligt ville kunne ses (indrømmet; jeg spurgte ikke manden, hvad hans holdning til hjemmehæklede bukselapper i skridtet er. Jeg gættede mig til svaret...!).

Se selv flængen:

Hey, med lidt ekstra klipning kunne disse godt stadig nå at blive til et par pinligt afslørende 80'er-shorts... Til ham, forstås.

Nå, men bortset fra de glade 80'er-associationer i forbindelse med klippearbejdet var det nemt at sy og resultatet er blevet rigtig godt!

Jeg kan godt lide at sy lidt enkle bukser, for med så meget fedt, farverigt børnetøj i skabet, kan der altså godt gå lidt fastelavnsris i den, hvis der er for meget tju-hej i både body, cardi OG bukser.

Så hellere nogle søde lommedetaljer:

Bukserne er syet med let pose-effekt i benet, med et ekstra bånd af samme denim, som gør dem lige de par cm. længere, der er brug for til E!'s hurtigtvoksende stænger. Og så giver det en pæn afrunding også:

Og hvis I vil have mig undskyldt, drøner jeg lige ind i gemalens tøjskab og forhåndsspotter, hvad for noget af hans tøj, der gerne må gå i stykker næste gang...!

Held og Bededag

Vi er taget på tiltrængt St. Bededags-retræte hos mormorogmorfarogfarmorogfarfar.

I dag skal vi til konfirmation (tillykke!), og i går var vi til fødselsdag hos E!'s farfar.

Det var hyggeligt at sidde og spise en, i øvrigt rigtig lækker, brunch i solskinsvejret her, og E! åd sig halvt fordærvet i deres børnetallerken.

Faktisk er jeg ret sikker på, at der på et tidspunkt røg skrællen af en halv appelsinbåd med i skrutten, men hey; det fylder jo alt sammen...!

Selvom det altså hverken er E! eller mig, som skal fejres i denne weekend, er vi allerede blevet stygt begavede.

E! gik ombord i den nærliggende tøjbutiks udvalg af Aya Naya, og farmor kan vist ikke stå for podens sans for mode. I hvert fald kom E! derfra med en fin kjole og en skøn cardigan.

Jeg kiggede på en stærkt nedsat Desigual-kjole (mest fordi Heidi Clara lige har nævnt dem) men faldt så over denne i stedet:

Ivan Grundahl-nederdel, sat ned fra 1500 kr. til 400-og-noget kr.

Så er det pludselig en pris, jeg kan være med på!

Hvis man er i området, er butikken bestemt et kig værd; særligt nu, hvor de tilsyneladende smider om sig med gode tilbud!

Jeg elsker simpelthen de der store, sjove lommer, og tror at jeg bliver for vild i den til efteråret, f.eks. på arbejdet.

Ja ok, nu blev billedet lige lidt sort-i-sort, men forestil jer en hvid skjorte eller noget i stedet. Øh, og evt. sko. Bare fordi.

Tak til shopping-guderne og god weekend til jer alle!

Rød front

Jeg siger ikke, at Helle Thorning er Gud.

Men at dømme ud fra vejret i dag, tør jeg vist godt konkludere, at Gud som minimum er socialdemokrat!

Eller også skyldes det gode vejr, at ham-som-bærer-en-ring-der-passer-til-min har fødselsdag i dag.

Det er stort! Og hele byen flager og fester...!

Eftersom vuggeren har (kamp)lukket i dag, blev det derfor bestemt, at han skulle tage en tiltrængt fødselsdagsfridag og bare hygge med husets mindste socialist (jo, hun er, for hun er i særklasse rar til at dele mad, sutter og andet godt med alle andre, og hun er for lille til at forstå, hvad penge er overhovedet...).

Og de har hygget sig, har de! Jeg skulle hilse fra ham og sige, at de har haft en fantastisk dag.

De har føjtet på Østerbro, fejret på Krummen & Kagen og festet i Fælledparken.

Jaja, en anden én har jo bare været på arbejde...!

Heldigvis var der også lidt Fælled-hygge at få efter arbejdsdagen. Og ærter! Og frisk luft.

Glædelig 1. maj til jer alle derude!

Hov, og har I forresten set Google i dag?

Hehehe...