Teambuilding i solen

Det er altid godt at banke støvet lidt af kollegaerne og komme ud af kontoret - særligt på en dejlig sommerdag som i dag.

Vi har haft temadag på mit arbejde, og udover et oplæg om stressforebyggelse, som vi vist alle kunne bruge at tænke over, har vi været ude hele dagen.

Udover at mine skuldre er blevet let rosa, fik jeg meget ud af dagen, ikke mindst socialt.

Og så opdagede jeg også et par ting om mig selv gennem de rollespil/opgaver mv., vi blev udfordret med.

Bl.a. at jeg er langt mindre konfrontationsivrig, end jeg selv troede (og det siger en del!!), og at jeg stadig kæmper meget med ikke at overtage roret, når jeg ved, hvilken retning skuden skal i.

F.eks. skulle vi krydse et "minefelt" lavet af rebtern. Jeg havde på forhånd set det komme, og i øvrigt varslet det overfor nogle kollegaer. Det er det samme hver gang! Min reaktion, altså. Den kan nogenlunde stilles sådan op:

("OK! Det ved jeg tilfældigvis LIGE, hvordan man gør bedst og smartest og hurtigst og mest ordentligt!!"

... "Men jeg må hellere liiiige lade de andre komme til, og ikke tage styringen med det samme...")

1 minut med snik-snak i gruppen - 2 minutter med manglende initiativ og afventen - 3 minutter med gåtur om den varme grød - 4 minutter med misforståelser - 5 minutter med halvdårlige forslag senere...

("ARGH!!! Så stop dog, folkens!! Jeg eksploderer! HULK MÅ ORDNEOGSTYRE...!")

Mig: "Ehm, jeg tror altså, at det er bedst, at vi gør sådan og sådan. Hør; du stiller dig der, dig med brillerne herover, jeg gør tegn med det ene ben, når dig med sandalerne skal hoppe, ok?! Er alle med?! Godt, så går vi i gang!"

Og jeg ville ønske, jeg bare kunne afskrive det med den der berømte "mor-effektivitet-nu-skal-jeg-lige-ordne-dine-agurker-og-tørre-dig-om-munden", men den var også gal pre E! (selvom jeg godt kan genkende, at det er blevet meget værre nu, hvor jeg er sprunget ud af moderskabet).

Jeg læste engang en brevkasse, hvor en ulykkelig ung kvinde skrev, at hun bare ikke kunne tøjle sin lyst til at ordne sin mad; særligt burgere. Når hun fik en burger e.l. MÅTTE hun bare skille den ad for at bygge den pænt og nydeligt op igen.

Og problemet havde antaget et omfang, hvor hun også var begyndt næsten ikke at kunne styre lysten til at ordne ANDRES burgere.

Måske skulle hun og jeg lave en terapigruppe sammen...?!