Det sted her i verden, hvor min morfar ikke er (advarsel! Trist indlæg!)

(Mit humør er sort som det danske sommervejr pga. tragedien i Norge. Derfor et i øvrigt trist indlæg).

Hvis du ikke allerede ejer Søren Ulrik Thomsens digtsamling "Rystet spejl", så køb den nu. NUUUU! F.eks. HER. Det er en genial fremtidig klassiker, som vil røre dig dybt, uanset om du er til digte eller ej.

For en sprogfetischist som mig er det ren lir og jeg bladrer gennem samlingen for på hver side at finde mindst en formulering, der er så klingende skarp og præcis, at man tænker "wauw, det er jo lige præcis sådan, jeg også har det!". 

Digtet på side 14 starter med linjerne:

"Hvert år på den dato
der tilfældigvis blev din fødselsdag
tager vi toget til Århus
for at besøge din grav
som nu engang er det sted her i verden
hvor du ikke er."

Jeg lader de smukke ord stå for sig selv.

I efteråret blev jeg mindet om betydningen af at have et gravsted der, hvor ens kære hviler, da min mormor stik imod resten af familiens ønske besluttede sig for at nedlægge min morfars gravsted så snart, det var hende muligt.

Min morfar var en helt særlig person i familien og da vi mistede ham, var det mere som at miste en far end en morfar.

Vi ville meget gerne overtage gravstedet, ordne overdragelsen, betale osv., og det eneste, min mormor skulle gøre, var ikke at modsætte sig vores ønske.

Det lykkedes desværre trods endeløse forsøg aldrig at forklare min mormor, hvad (blandt mange andre) Søren Ulrik Thomsen ved.

Derefter startede et langt, uværdigt og ufatteligt tovtrækkeri med et mildest talt vrangvilligt menighedsråd, der som den eneste offentlige myndighed i Danmark ikke mener sig underlagt de samme love og regler som alle andre, indtil vi endelig i foråret fik medhold ved en højere instans, og vi nu ejer gravstedet.

Da jeg var lille, hørte jeg tit historier om min mormors far, der desværre døde, før jeg blev født.

De historier, man i enhver familie fortæller og genfortæller er identitetsskabende og bevarer det enkelte familiemedlems rødder og følelse af at høre hjemme.

Min gave til E! er det sted i verden, hvor min morfar ikke er, og hvor vi, gerne med min mor i hånden, nu kan tage hen og lægge en blomst og fortælle historier.

Om dengang, min morfar gik til hundetræning med hunden og vandt et æggebæger. Og om, at samme hund nappede ham i armen, når han tændte sin sodastream eller nøs. Og om, hvordan jeg som spæd tit lå på hans store mave og slumrede, og alt for tit kom til at tisse på ham. Og om, at han med hjælp fra en lineal altid skar gulerødderne til suppen i præcis lige store stykker. Og om meget andet.



Anonymiseret. Buketten til venstre er min brudebuket.