Mor er ikke vred - hun er skuffet!

Jeg er netop blevet færdig med to (meget forskellige!) bøger:

Arturo Pérez-Revertes ”Det flamske maleri” (der har stået på min læseliste i mere end et årti!) og forældre-håndbogen ”Den store far, mor og børn” af familievejlederen Lola Jensen (det første kapitel, som dækker barnets 2 første år, indtil videre…).

Bøgerne har absolut intet til fælles.

Udover at jeg havde forventet mig noget mere!

”Det flamske maleri”, kunne man indvende, kan næsten ikke undgå at skuffe, når jeg har ønsket at læse den så længe.

Og det er også en god bog.

Men som krimi har den en fatal svaghed, nemlig at morderen er til at gætte næsten fra starten, og som roman generelt har den det problem, at fortællestilen er overdrevet intellektuel på en måde, der bliver irriterende forholdsvist hurtigt.

Det bliver nemlig lettere forceret, at næsten hver anden linje er overhældt med henvisninger til klassisk litteratur, kunst, historie, filosofi og anden almendannende viden. Til sidst får man lyst til at råbe ”jaja, tillykke!! Du kan stave til Lewis Carroll…!” og lægge bogen fra sig.

Alt i alt lider bogen overordnet af den mangel, at ideen bag historien er meget bedre end selve historien ender med at blive.

_______________________________________________________________

”Den store far, mor og børn” fik jeg i julegave, fordi jeg havde ønsket mig den.

Det havde jeg, fordi jeg har set Lola Jensen i ”Go’ morgen Danmark” og mener, at hendes råd om familier og børn både er fagligt velfunderede, dybt fornuftige og indeholder en god portion hjertelighed; en balance, man sjældent ser.

Måske netop derfor er jeg blevet fælt skuffet over hendes bog. Jojo, den har alle de gode råd, de rigtige meninger og fagligheden. Men jeg synes, den mangler hjerte!

Bogen roses ellers (f.eks. her) for ikke at løfte pegefingre, og jeg er med på, at det er svært at skrive til forældre om forældre, uden at risikere et par enkelte af slagsen… Men jeg er helt uenig; jeg kan knapt se skoven for pegefingre.

Gud-(åbenbart)-hjælpe f.eks. de formastelige, som lader deres børn se Teletubbies, og må-hån-og-spot følge de stakler, som er så fjollede at bruge en babyalarm til noget som helst.

Hm.

Allermest er jeg skuffet over, at bogen gentagende gange sender stikpiller i retning af min alder. Altså, hvis folk driller én kærligt med, at man f.eks. har en stor næse e.l., kan det da være meget sjovt første gang. Og man tåler det nok også anden eller tredje gang, men fjerde og femte gang…?

Lola Jensens utilfredshed med danske forældres gennemsnitsalder skinner igennem som et fyrtårn om natten, men hvad dælan er hendes ærinde med det?

”Nååårh, undskyld så! Så tror jeg da dælme lige, at jeg hopper ind i min tidsmaskine og føder 4 år før, jeg blev gravid!”…?!

Lolas bærende pædagogiske princip (og her er jeg da bestemt enig) er netop, at man skal hvile i sig selv som forældre, fordi små børn spejler sig i forældrene, og dermed bliver rolige og trygge, når forældrene igennem deres selvtillid og erfaring også er det.

… Og denne igennem mange år opbyggede selvtillid og erfaring og ro og tryghed skal vi så alle sammen gerne have erhvervet senest som 20-årige. Ligesom vi på samme alderstrin skal være mentalt, parforholdsmæssigt, karrieremæssigt, fysisk og økonomisk parate.

Selvom Lolas angreb på denne mekanisme, der ellers i min optik er en ganske naturlig reaktion på vores samfunds indretning, virker irriterende og overflødig på mig, tør jeg næsten ikke forestille mig, hvilke følelser, det kan frembringe hos personer, der f.eks. har måttet udholde flere år som ufrivilligt barnløse, før ønskebarnet endelig ankom. Men det har jo næsten karakter af voksenmobning…!

Derudover har jeg en alvorlig høne at plukke med den måde, bogen behandler kønsroller. Jeg finder det i bund og grund meget sympatisk, at parforholdet hos nybagte forældre får et kærligt ord med på vejen; man hører jo, at der bl.a. er statistisk belæg for nødvendigheden heraf.

Men jeg fandt ærligt talt de pågældende afsnit reaktionære, kontraproduktive og småfornærmende. Muligvis fordi jeg mener, at vi snart må være nået videre end ”mødre-er-lede-bitre-magtliderlige-rengøringsnazister-som-ikke-giver-manden-lov-til-noget-som-helst”-fordommen.

 _____________________________________________________________

Alt i alt kan mine to bogoplevelser sammenfattes til, at den førstnævnte bog har for meget hjerne, og den sidstnævnte for lidt hjerte.